Erhverv

Topchef i Mærsk: Præsidentvalg vil ikke ændre forhold mellem USA og Kina

Søren Skou, adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk. Foto: Mærsk

Selv om den amerikanske præsident, Donald Trump, længe har brudt med de traditionelle ideer om frihandel og stillet skarpt mod Kina, kommer det næppe til at gøre den store handelsmæssige forskel for Mærsk, om han eller Joe Biden vinder det amerikanske valg 3. november.

Det siger Søren Skou, der er topchef i Mærsk, til Berlingske Business.

Mærsk, der har en stærk tilknytning til USA som et af landets største rederier, ønsker en stærk amerikansk økonomi. Derfor har det for Mærsk-chefen været bekymrende at se med fra sidelinjen, når USA og Kina de seneste år i stigende grad har trukket fronterne op.

- Vi har set med bekymring på de stigende tendenser til protektionisme rundt om i verden. Det handler ikke bare om USA og Kina, men også mange andre steder. Vi kan ikke sige, at det går fremad i øjeblikket. Vi havde mange år, hvor det hele tiden blev lidt bedre hvert år, men de seneste fem år er det i bedste fald stået stille og nogle år gået tilbage, siger Søren Skou.

Men en ny amerikansk præsident kommer ikke til at ændre på dette.

- Jeg tror ikke, at forholdet til Kina vil ændre sig markant, hvis man får en ny administration. Hvem der er bedst til økonomi, har jeg ikke mulighed for at vurdere, siger Søren Skou.

BRANCHENYT
Læs også