Erhverv

Lego-familien i ny satsning: Bruger millioner på videospil

Light Brick Studio, der står bag det populære Apple Arcade-spil 'Builders Journey', bliver nu skilt ud af Lego A/S og skal fremover fungere som selvstændig spiludvikler. På trods af det, så er Lego-universet dog stadig lige rundt om hjørnet.

Builders Journey var det første spil udviklet af Light Brick Studios, naturligvis med Lego-universet for øje. Foto: Light Brick Studios/Lego PR

Først kom Lego med legetøj i træ, senere hen kom den velkendte plastik-klods, og nu fokuserer Lego på den digitale formidling, der sideløbende med Lego-klodsen skal udbrede Legos ’læring igennem leg’-vision.

Light Brick Studios er et af flere interne spiludviklerhold hos Lego, der har arbejdet med det velkendte klods-univers igennem videospil. De står bag det det anmelderroste indie-spil ’Builders Journey’, der udkom på Apple Arcade i 2019.

Nu bliver Light Brick Studios en selvstændig spiludviklervirksomhed under Lego Ventures, Lego-koncernens ventureselskab, der er ejet af Kirkbi - Lego-familien Kirk Kristiansens pengetank.

Tidligere har selskabet hørt under Lego A/S, som er produktions- og distributionsbenet af hele forretningen.

Det er en god ide at spinne det ud og give det lidt mere selvstændighed

Karsten Lund, medstifter Light Brick Studios

Lego-brandet er dog ikke klar til at slippe Light Brick Studios helt. Udover at Lego-koncernen beholder hovedejerskabet over virksomheden, så får holdet bag en startinvestering på 1 mio. dollars, eller godt 6,4 mio. kr. fra Lego Ventures, og derfor vil det primære fokus stadig ligge på de Lego-inspirerede spil samt universet bag det danske plastiklegetøj.

»Lego A/S er utrolig dygtige til at fokusere benhårdt på den fysiske Legoklods og leg omkring den. Hvis vi skal bryde igennem med noget der bruger Lego-ideen fra en anden vinkel, så kan vi ikke gøre det under dén paraply. Vi skal have plads til at udforske Lego-ideen på en ren digital måde,« siger Mads Prahm, medstifter og nyudnævnt driftsdirektør hos Light Brick Studios.

Målet er, at komme endnu tættere på kunderne, lyder det fra adm. direktør og medstifter, Karsten Lund.

»Vi vil prøve at bygge mere selv, så vi har en større del af værdikæden. Vi skal være lidt tættere på Lego-brandet, samtidig med at vi er tæt på mediet og kunderne Det er en god ide at spinne det ud og give det lidt mere selvstændighed, så det kan få luft under vingerne,« siger Karsten Lund, der sammen med Mads Prahm bliver medstiftere og minoritetsejere i det nye selvstændige selskab.

Vi tror på at Lego-ideen er større end kun legoklodsen

Michael Stahl, Inkubationschef hos Lego Ventures

Gennem tiden internt i Lego A/S har Karsten Lund og Mads Prahm opbygget et større netværk af freelancere, der har arbejdet på projekter for Light Brick Studios. Med udskilningen bliver alle disse fastansat, og samtidig tager virksomheden helt nye folk ind fra blandt andet IT-Universitet i København.

Planen er at vækste omsætningen og dermed også antallet af medarbejdere over de næste par år. Ifølge Michael Stahl, Inkubationschef hos Lego Ventures, er det dog mest en investering med et strategisk sigte.

»Lego Ventures er sat i verden fordi vi tror på at Lego-ideen er større end kun legoklodsen. Vi er en langsigtet, strategisk investor, så på et eller andet tidspunkt håber vi at Light Brick Studios bliver kommercielt levedygtige. Vi ved godt, at vejen er brolagt med noget venturekapital fra os for at komme derhen. Det er ikke som sådan med et finansielt afkast for øje, men selvfølgelig skal de blive en kommerciel virksomhed på sigt,« siger Michael Stahl.

Den nyudklækkede spiludviklervirksomhed flyver således fra reden i Billund, og får nu fast base i København, hvor flere andre store spiludviklere i øjeblikket huserer.

Læs også