Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Novo leverer lidt under forventet i 3. kvartal

Dermed blev ikke til endnu en opjustering, men der er også kun tre uger siden, at medicinalkoncernen opjusterede forventningerne til hele året.

Corona rammer verden
Novo Nordisk opjusterede sine forventninger til hele 2020 for bare tre uger siden, og har i dag offentliggjort sit regnskab for tredje kvartal. Foto: Stine Tidsvilde

Medicinalkoncernen Novo Nordisk kom ud af tredje kvartal med et regnskab, der ligger en spids under analytikernes forventninger.

Alligevel er selskabet tæt på at tangere tallene fra samme kvartal året før.

Omsætningen i kvartalet landede på 30,9 mia. kr., og det er stort set som forventet. Til gengæld blev overskuddet fra driften på 12,8 mia. kr., og her lød analytikernes konsensus på knap 13,1 mia. kr.

Novo opjusterede sine forventninger til hele året for tre uger siden til en vækst på mellem 5 og 8 pct., og den forventning fastholdes efter de første ni måneder af 2020.

»Vi er meget tilfredse med resultaterne i de første ni måneder af 2020 på trods af de negative virkninger fra COVID-19. Flere patienter bruger vores GLP-1 behandlinger, og vi øger fortsat vores markedslederskab inden for diabetes,« siger koncernchef Lars Fruergaard Jørgensen fra Novo Nordisk i en kommentar til kvartalstallene.

Efter ni måneder af 2020 har Novo Nordisk klart overgået 2019. Omsætningen rammer efter tre kvartaler 94,8 mia. kr mod 89,6 mia. kr. i samme periode året før og nettooverskuddet blev på 32,8 mia. kr. mod 30,3 mia. kr. året før.

Inden for diabetes og Novos GLP-1 klasse blev salget forbedret med 29 pct. i de første ni måneder, mens fedmemidlerne gik frem i omsætning med 3 pct.

Den 8. oktober hævede Novo Nordisk derfor sine forventninger til hele året til en vækst i både omsætning og driftsoverskud til at lande mellem 5 og 8 pct. mod tidligere mellem 3 og 6 pct.

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet kalder regnskabet for tredje kvartal for tæt på en ”non event” efter Novo opjusterede for tre uger siden.

»Novo Nordisk tog brodden af dagens regnskabsspænding, da de for nogle uger siden opjusterede forventningerne. Det var ikke verdens største opjustering, men den var der. Tallene er solide, men også som forventede, og der er ikke tilstrækkelig energi og overraskende ”nyhedsfaktor” til at drive aktien markant videre på kort sigt,« lyder Per Hansens bedømmelse af dagens tal fra tredje kvartal.

Selv om regnskabet for tredje kvartal måske ikke overrasker synderligt, så er det svært ikke at blive imponeret over Novo Nordisks præstationer i de første ni måneder. Ikke mindst selskabets evne til at kunne presse en endnu højere indtjeningsmarginal ud af forretningen.

Ser man på resultatet efter skat, så lander det på 32,8 mia. kr. mod 30,2 mia. kr. i samme periode året før.

Det giver en overskudsmarginal - net profit margin - på 34,6 pct. i de første tre kvartaler af 2020 mod 33,7 pct. i samme periode året før. Endda på trods af en højere effektiv skatteprocent.

BRANCHENYT
Læs også