Se kurverne: I Europa stiger smitten eksplosivt - andre steder er der mere styr på corona
Mens Danmark og flere andre europæiske lande sætter rekorder for coronasmitte, er virussen lige nu på retur andre steder.
Natligt udgangsforbud, en begrænsning på én besøgende pr. husstand, maskepåbud på offentlige steder.
Flere steder i Europa har markante stigninger i smitte med coronavirus fået myndighederne til at gribe ind med strammere tiltag. De ovennævnte eksempler er fra henholdsvis Spanien, Belgien og Danmark, der alle har oplevet stigninger, men dog på markant forskellige niveauer.
Lavest af de tre er Danmark med under 200 daglige nysmittede pr. mio. indbyggere. Spaniens tilsvarende tal er på over 400, mens Belgien ligger med helt i top på globalt plan med over 1.300 nysmittede pr. mio. indbyggere.
I de fleste andre europæiske lande er der også stigende smitte og strammere restriktioner.
Løfter man blikket lidt for at se udover de europæiske grænser, er der dog også positive nyheder om lande, der er i stand til at gå den modsatte vej. Man kan såmænd også finde et positivt eksempel inden for Europa - blot få hundrede kilometer fra Danmark.
Under grafen får du tre eksempler.
Israel
Det vakte opsigt, da Israel allerede i september oplevede en ny markant stigning i smittetilfælde på et tidspunkt, hvor udviklingen endnu ikke pegede den samme vej i Europa.
Myndighederne greb hårdt ind fra starten af oktober med en fuld nedlukning. Nu hvor mange europæsike lande går i netop den retning, har Israel dog fra søndag slækket på restriktionerne.
For eksempel kan nationalparker igen besøges, der åbnes for mindre bryllupsfester, og professionelle atleter samt børn og unge må igen træne og konkurrere med hinanden.
Det er muligt, fordi Israel over de seneste par uger har set et kontinuerligt fald i smitten, så man for de seneste syv dage ligger på et snit med ca. 80 nysmittede om dagen pr. mio. indbyggere. I Danmark er det tilsvarende tal lige knap dobbelt størrelse.
Mens smitten er på vej ned, lider landet dog stadig under en forsinket effekt med et højere dødstal, end man eksempelvis ser i Danmark.
Australien
I Australien har man valgt en strategi, hvor man går efter helt at udrydde virussen fra samfundet. Det har medført strenge restriktioner som for eksempel stærkt begrænset rejse mellem delstater.
Søndag var der dog gode nyheder at fortælle: Det er således første gang i 145 dage, at man i hele landet ikke har registreret et eneste lokalt overført smittetilfælde.
Det har fået landets sundhedsminister til at takke hele det australske folk, og der begynder nu at blive snakket om en mulig genåbning af alle regionale grænser inden jul.
Finland
Når det gælder coronaens udvikling i Skandinavien er det ofte Sverige, der har fået opmærksomheden grundet statsepidemiolog Anders Tegnells til tider lidt mindre restriktive tilgang til pandemien.
Lidt længere nordpå i Finland er der dog også en historie at finde i disse dage.
For godt nok har Finland også oplevet en lille stigning i smitte stort set samtidig med, at dette skete i så mange andre europæiske lande. Stigningen skete dog fra et ekstremt lavt niveau, og det er lykkedes at stoppe stigningen igen hurtigt, så man i flere uger har kunnet holde antallet af nysmittede til mellem 30 og 40 pr. mio. indbyggere om dagen.
Mika Salminen, der er leder for Finlands svar på Sundhedsstyrelsen, har ifølge finske medier rost befolkningen for at have fulgt anvisninger om fysisk afstandstagen og brug af mundbind.
Liisa-Maria Voipio-Pulkki fra sundhedsministeriet kan også fortælle, at det går godt med smitteopsporingen, så det nu kun er 35-40 pct. af smittetilfælde, man ikke kan redegøre for.
»I Finland ser opsporingen ud til at gå glat, og der er succes med at bryde smittekæder. Især i Hospitalsdistriktet Helsinki og Nyland har udviklingen været positiv,« har hun udtalt ifølge Helsinki Times.


