G4S bekræfter betinget købstilbud fra amerikansk koncern
Sikringskoncernen G4S bekræfter, at den har modtaget et indikativt købstilbud fra Allied Universal Security, som bestyrelsen efterfølgende har afvist.
Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse tirsdag formiddag, efter at Bloomberg mandag aften kunne berette om købsinteressen fra det amerikanske selskab efter oplysninger fra anonyme kilder.
G4S modtog et betinget, indikativt købstilbud fra Allied Universal Security onsdag den 28. oktober på "mindst" 210 pence per aktie.
Bestyrelsen overvejede sammen med finansielle og juridiske rådgivere henvendelsen, men valgte efterfølgende at afvise det. Det skyldes, at buddet "markant undervurderer" G4S og fremtidsudsigterne, lyder det.
/ritzau/FINANS