Kirk Kapital smider trecifret millionbeløb i trækasser
Efter at have coronaparkeret handlen siden april har Kirk Kapital nu smidt et trecifret millionbeløb på bordet for en større ejerandel i Dansk Træemballage. Markedet for firmahandler er vågnet igen.
Kirk Kapital har besluttet sig for at skyde sig ud af corona-dvalen med en virksomhedshandel i den halvtunge ende.
Pengetanken, som er ejet af Kirk Johansen-familien, der blev købt ud af Lego i 2007, skyder et trecifret millionbeløb ind i virksomheden Dansk Træemballage, DTE.
Ingen af dem vil sætte mere præcise tal på, men Finans erfarer, at der er tale om en handel, der værdisætter hele virksomheden til 800-1.000 mio. kr.
For pengene får Kirk Kapital en ejerandel på 40 pct. i en virksomhed, der laver trækasser så store som huse - og så små, at de bliver brugt af f.eks. Aarstiderne til at levere mad til forbrugerne.
»Vi havde en dialog med ejerne allerede inden coronakrisen, men i begyndelsen af april blev vi enige om at sætte processen i bero pga. turbulensen. Efter sommerferien tog vi så dialogen op, og nu har vi indgået en aftale,« siger Kim Gulstad, adm. direktør i Kirk Kapital.
DTE Holding (mio. kr.) | 2019 | 2018 |
Omsætning | 997,1 | 962,8 |
Driftsresultat | 114,2 | 64,0 |
For DTE’s vedkommende er handlen et resultat af et kommende generationsskifte.
»Jeg er fyldt 70 år, og vi har i en periode kigget efter en samarbejdspartner, så vi kunne gennemføre generationsskiftet. Vi kunne bedst se os i samarbejdet med et familieforetagende som Kirk Kapital,« siger Peter Jensen, der stadig er adm. direktør i DTE.
Han var med, da den øvrige ledelse i selskabet i 2002 købte virksomheden ud af FLS Industries. De fem personer har siden gennem et holdingselskab ejet 100 pct. af aktierne, og det er af dette holdingselskab, Kirk Kapital nu køber de 40 pct. af aktierne i DTE A/S.
Inden for en overskuelig fremtid - nok et par år - skal der på direktionsposten findes en afløser til Peter Jensen, der så kan rykke op som bestyrelsesformand, siger han selv.
Men nok så vigtigt skal DTE vokse.
»Igennem de seneste 20 år har selskabet fået en flot markedsledende position i Danmark og har opkøbt et par aktiviteter i både Sverige og Norge. Men markedsandelen i både Sverige og Norge er væsentlig mindre end i Danmark. Derfor ser vi et potentiale i at vokse specielt i de to markeder,« siger Kim Gulstad.
Der skal også ske et generationsskifte oppe i holdingselskabets ejerkreds - den tidligere ledelse, der købte virksomheden ud af FLS - men det er op til hver enkelt familie at gøre det.
Indtil videre er Peter Jensen rimelig sikker på, at væksten nok skal komme.
Hvor kraftig vækst forventer du?
»Med corona ved man jo ikke en skid om, hvad der kommer til at ske. Så det vil jeg ikke sætte tal på. Men produktet har en god fremtid, for træemballage er bæredygtigt, og vi oplever en stor interesse,« siger Peter Jensen.
For Kirk Kapital markerer handlen, at der nu er gået hul på markedet med firmahandler. En tendens, der er blevet bekræftet af både globale og danske statistikker.
»Vi ser vel en relativt høj aktivitet inden for virksomhedshandler. Specielt de virksomheder, der ikke er berørt nævneværdigt omfang af corona. Dem er der en stærk interesse for fra køberes side,« siger Kim Gulstad.