Fortsæt til indhold

Indiske myndigheder lukker spektakulær klagesag mod Carlsberg

Anklager fra en minoritetsaktionær mod Carlsberg om bedrageri, ulovlige rabatter og fusk med prisaftaler er lukket af det indiske erhvervsministerium.

Erhverv

Carlsberg har taget første stik hjem i en strid om et trecifret millionbeløb med sin nuværende partner i bryggeriets store forretning i Indien og Nepal.

Det indiske erhvervsministerium - Ministry of Corporate Affairs - har siden den 17. oktober sidste år behandlet en klage fra Carlsbergs partner i Indien og Nepal.

Klagen gik på, at Carlsberg havde brudt Indiens konkurrencelov, havde begået bedrageri og favoriseret sine egne bestyrelsesmedlemmer i det fælles selskab Carlsberg India Private Ltd.

En ganske alvorlig anklage, som er blevet behandlet siden august.

Men på Erhvervsministeriets hjemmeside fremgår det nu, at sagen tilsyneladende er blevet lukket - eller ”closed” uden yderligere bemærkninger.

Carlsberg har holdt meget lav profil i partnersagen, der truer med at sprænge samarbejdet med den indiske partner, der ejer 33 pct. af det fælles selskab. Indien er et yderst lukrativt marked og betegnes ofte som et af fremtidens store ølmarkeder.

»Vi er blevet orienteret om, at sagen er blevet lukket uden bemærkninger og sanktioner mod Carlsberg India. Det har vi taget til efterretning. Men når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at vi ikke kan udelukke beskyldninger og reelle overtrædelser af vores politikker og adfærdskodeks i et marked som Indien. Til gengæld kan man forvente af os, at vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre overtrædelser, og at vi tager hver enkelt sag alvorligt og tager de nødvendige skridt, hvis påstandene underbygges,« siger informationschef Kasper Elbjørn fra Carlsberg.

Den indiske forretning ligger i selskabet Carlsberg India Private Ltd (CIPL), hvor Carlsberg er majoritetsaktionær og en gruppe i Singapore, CSAPL Holdings, sidder på den resterende del.

CIPL er ultimativt registreret i Singapore gennem Carlsberg South Asia Ltd., hvor Carlsberg ejer de 66,6 pct. og CSAPL de resterende 33,3 pct.

CSAPL Holdings Pty er ejet af Carlsbergs mangeårige partner i de to lande CP Khetan.

I et højst usædvanligt brev til de indiske myndigheder anklager og beskriver partneren, hvordan Carlsberg havde brudt adskillige love i Indien.

Brevet er underskrevet af mindretalsaktionærernes tre bestyrelsesmedlemmer den 6. august 2019. De fleste af forholdene daterer sig til årene 2014-17.

Det er dette brev som Carlsbergs samarbejdspartner har sendt til to indiske ministerier, hvor man som minoritetsaktionær gør opmærksom på de uregelmæssigheder, man mener Carlsberg har begået.

I brevet skriver partneren bl.a., at Carlsberg India Private Ltd. har brudt prisaftaler med myndighederne ved at tilbyde ulovlige rabatter og foretaget ulovlig markedsføring. Dertil kommer en række beskyldninger om dårlig selskabsledelse.

Det forsurede forhold mellem de to parter har ført til adskillige forsøg på en mægling. Den har været uden held og er med til at skade den fælles indiske forretning.

Carlsberg og CP Khetan har holdt flere møder i Singapore, København og London, hvor man har forsøgt at bilægge uoverensstemmelserne.

Selv den tidligere Carlsberg-topchef Nils Smedegaard Andersen har været inde i forhandlingerne som mægler. Carlsberg og Khetan Group har samarbejdet i mere end 30 år.

Brevet til myndighederne og anklagerne om fusk og bedrageri fik Carlsberg til at iværksætte både en ekstern og intern undersøgelse af forholdene i det indiske selskab.

På overfladen ligner det udelukkende et meget skarpt opgør mellem parterne om principper for ledelse af et fælles selskab. Men som med alt andet i forretning handler det i bund og grund udelukkende om penge.

Ifølge Finans’ oplysninger har CP Khetan forlangt op mod 100 mio. dollars af Carlsberg for sin andel af selskabet.

Carlsberg mener tværtimod, at CP Khetan skyldes Carlsberg Group 43 mio. dollar.

Dermed synes en voldgiftssag uundgåelig.

Finans har bedt om en kommentar på den indiske afgørelse fra CP Khetan og hans repræsentanter.

De siger, at det kun drejer sig om enkelt afgørelse ud af flere sager og »at der verserer flere sager hos erhvervsministeriet mod Carlsberg, men at de ikke er afgjort endnu,« lyder fra en repræsentant fra Singapore-aktionærerne, der ønsker at være anonym.

Artiklens emner
Bryggeribranchen
Carlsberg