Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Omstridt greentech-selskab er banket tilbage til start på børsen

Aktiekursen i Waturu er dykket under den kurs, som aktien blev udbudt til i forbindelse med børsnoteringen i maj 2019.

Holder Waturu vand?
Foto: Screendump fra Waturu.dk

Greentech-selskabet Waturu er sendt tilbage til start på den danske minibørs First North. Efter et vildt kursridt og stort fald bliver Waturu-aktien nu handlet til en kurs, der er lavere end udbudskursen ved børsnoteringen i maj 2019.

Mandag faldt aktien med 10 pct., og tirsdag lød faldet på 6,94 pct., så kursen lukkede i 6,7 kr. pr. aktie. Waturu blev noteret på minibørsen First North i maj 2019 til en kurs på 6,875 kr. pr. aktie.

De seneste dages fald kommer, efter at Finans bl.a. har kunnet fortælle, at selskabet, som arbejder på at lancere en ny og miljøvenlig vandvarmer, bliver undersøgt af Finanstilsynet for mulig markedsmanipulation.

Da Waturu blev børsnoteret, sikrede det selskabet 17,75 mio. kr. i frisk kapital. Pengene skulle bruges til at sætte den banebrydende vandvarmer i produktion.

Efterfølgende strømmede det ud med gode nyheder fra Waturu, og i december 2019 nåede aktien op i en kurs på 88 kr. pr. aktien, hvilket gav greentech-selskabet en markedsværdi på 1 mia. kr.

Siden dengang er den ene forsinkelse efter den anden meldt ud, og i november 2020 - altså næsten 18 måneder efter børsnoteringen - er den nye vandvarmer endnu ikke kommet på markedet. Udfordringerne har kunnet aflæses i aktiekursen, der er faldet med mere end 86 pct. siden årsskiftet.

»Aktiekursen i Waturu Holding, har været meget svingede og senest er aktien faldet meget tilbage. Det skyldes et usædvanligt stort udbud af aktier, som presser aktiekursen. Det unormale store udbud af aktier, skyldes at en stor investor har valgt at sælge hele deres aktiepost pga. alt den negative omtale, som selskabet har været udsat for,« har Toke Reedtz tidligere oplyst i et skriftligt svar til Finans.

Waturu har ikke sendt nogen meddelelse til markedet om, at en storaktionær har solgt ud. Det er heller ikke et krav, da Waturu er noteret på First North og ikke hovedbørsen. Finans kan dog fortælle, at Hebo Danmark har solgt ud af sine aktier, og at selskabet nu ejer under 10 procent.

BRANCHENYT
Læs også