Fortsæt til indhold

Medie: Regeringen dropper hastelov om mink

Regeringen opgiver ifølge Ritzau at fremsætte et hastelovsforslag om aflivning af mink i Danmark.

Erhverv

Regeringen dropper planerne om at fremsætte et forslag om at indføre en hastelov til at slå alle mink i Danmark ihjel. Det erfarer Ritzau fra flere kilder.

Beslutningen om at sløjfe planerne om at fremsætte forslaget sker ifølge Ritzau efter, det har vist sig, at der ikke er tilstrækkelig opbakning i Folketinget til at hastebehandle loven.

De blå partier har afvist at ville stemme en hastebehandling af loven igennem, og det kræver et flertal på tre fjerdedele af Folktetinget at få den vedtaget.

Onsdag i sidste uge meldte de danske myndigheder ellers ud, at samtlige 15 mio. mink i Danmark inklusive de raske skulle aflives af frygt for en mutation af coronavirussen.

Fødevareminister Mogens Jensen sagde i den forbindelse, at regeringen var smerteligt bevidst omkring, at det betød, at de danske minkavlere stod til at miste deres levebrød.

»Men det er det rigtige at gøre i en situation, hvor den vaccine, der lige nu er lyset for enden af en meget mørk tunnel, er i fare,« sagde han i den forbindelse.

Regeringen ville hastebehandle loven, da der ikke er hjemmel i loven til at aflive raske mink uden for smittezonen i Nordjylland.

Landets største erhvervsorganisation Dansk Industri har tidligere på dagen opfordret til hurtigt at få vedtaget en hastelov, så alle danske mink kunne blive dræbt.

»Vi vil opfordre til, at et politisk flertal står sammen om at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger og vedtager loven i fællesskab,« lød det tidligere på dagen fra DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen ifølge Ritzau.

Man kan ifølge DI pga. smitterisikoen ikke vente på en almindelig lovbehandling, som tager flere måneder.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen sagde mandag formiddag, at partiet ikke vil bakke op om hasteloven, fordi der er for mange uklarheder fra regeringens side, og der bl.a. ikke er klarhed over, hvordan man erstatter minkavlernes tab.

Artiklens emner
Minkavl
DI