Ægtepar er hjernerne bag verdens mest omtalte vaccine
Som børn af tyrkiske immigranter rejste Ugur Sahin og Ozlem Tureci sig fra ydmyge kår og nu står de bag verdens mest omtalte vaccinehåb.
Pfizer præsenterede i går en vaccinekandidat mod verdens mest omtalte sygdom, covid-19.
Bag den amerikanske medicinkæmpes succes findes der dog profiler i skyggen. Der gemmer sig det tyske selskab Biontech - et selskab med 1.300 medarbejdere og en markedsværdi på 23 mia. dollars.
Bag Biontech står et tysk ægtepar, som er børn af tyrkiske immigranter og indædte krigere mod kræft.
De hedder Ugur Sahin og Ozlem Tureci og er altså hovedpersonerne bag Biontech, som er det firma, der har udviklet vaccinen mod covid-19 med støtte fra Pfizer og det kinesiske selskab Fason.
Ugur Sahin er adm. direktør for selskabet, mens Ozlem Tureci tager plads i bestyrelsen.
Og det er ikke helt tilfældigt, at det lige er dette ægtepar, der nu står med det, der ligner det bedste bud på en vaccine, som kan ændre verdenssituationen til det bedre.
De er nemlig nørder. Rigtige nørder.
Der berettes eksempelvis om, hvordan begge parter af det succesfulde ægtepar på selveste bryllupsdagen fandt tid til at komme i laboratoriet for at undersøge cancertumorer, skriver blandt andet Reuters og Sky News.
Og at det netop var cancertumorer, de hyggede sig med på bryllupsdagen, er ikke helt tilfældigt.
I 2001 stiftede de deres første selskab, Ganymed Pharmaceuticals, hvis rolle var at finde antistoffer mod kræft. I 2016 solgte de det til et japansk firma for 1,4 mia. dollars, skriver Reuters.
At side på hænderne var dog ikke et emne, og ægteparret valgte derfor i stedet at fokusere 100 pct. af deres energi på selskabet Biontech, som de allerede havde stiftet i 2008.
I dag er Biontech 24 mia. dollars værd.
Egentligt fokuserer Biontech først og fremmest på udviklingen af immunterapi mod kræft, men da Ugur Sahin i januar fik stukket en videnskabelig artikel i hånden omhandlende en meget smitsom virus fra Wuhan, forstod han ifølge Sky News alvoren.
I al hast trykkede han hurtigt på beredskabsknappen og fik hentet 500 medarbejdere ind, som fik til opgave at finde en vaccine mod den ukendte sygdom covid-19.
Og nu ligner det, at det bærer frugt, efter Pfizer mandag kunne offentliggøre de positive testresultater på det produkt, han, konen og det tyske Biontech står bag.


