Fortsæt til indhold

Novo-direktør støber nu fremtidens vinderformel

Novo Nordisk vil i 2032 måske have rundet 250 mia. kr. i omsætning. Nu løfter forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen lidt af sløret for, hvad han skal lykkes med, inden han går på pension.

»Hvis nogen kan se ind i en krystalkugle og sige, om det ser lovende ud for Novo Nordisk eller ej, så burde det jo være en som mig med min position,« siger forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen. Foto: Gregers Tycho
Erhverv

Det bliver det nok sidste store svendestykke. Mads Krogsgaard Thomsen står netop nu midt i opgaven med at finde ud af, hvad Novo Nordisk skal leve af efter sommeren 2032, hvor storsællerten semaglutid løber af patent, og omsætningen kan have nået lidt af en milepæl: 250 mia. kr.

»Det er jo ikke urealistisk, at vi til den tid er dobbelt så store, så hvordan i alverden skal vi fodre vores pipeline med så stor værdi, at vi er i stand til at vokse og også være en spændende virksomhed med vækst?« siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Novo Nordisk.

Novo er stærk på diabetes med GLP-1 og insulin og vil over det næste årti med stor sandsynlighed have flere behandlinger til personer, der er svært overvægtige.
Claus Henrik Johansen, senior porteføljeforvalter i Danske Bank

Selvom det afgørende amerikanske medicinmarked fortsat halter, har resten af verden sørget for, at det danske medicinalflagskib har genfundet vækstformlen. Det betyder, at omsætningen for hele 2020 forventes at lande i niveauet 124,5-128 mia. kr.

»Fra næste år håber vi hvert år at tage et nyt stamcelleprojekt til en ny sygdom i klinikken. Vi skal ud i nye områder som hjerte-kar-sygdom, NASH (leversygdom, red.), og vi skal opdyrke fedmeområdet fra et meget jomfrueligt område til at blive den samme type terapeutiske område, som diabetes er blevet de seneste 20 år,« siger Novo-direktøren.

Om et par uger skal han fortælle resten af direktionen, hvor han mener væksten skal komme fra efter 2032. Vækst er afgørende, hvis Novo Nordisk fortsat skal kunne tiltrække de bedste medarbejdere, som kræver karrieremuligheder.

Ifølge Claus Henrik Johansen, seniorporteføljeforvalter i Danske Bank, er det ikke utænkeligt, at Novo Nordisk i 2032 vil kunne levere en vækst i det midt-etcifrede terræn.

»Novo er stærk på diabetes med GLP-1 og insulin og vil over det næste årti med stor sandsynlighed have flere behandlinger til personer, der er svært overvægtige,« siger han.

Han tilføjer, at Novo Nordisk samtidig er på vej ind i nye vækstmarkeder, der vil hjælpe til med at drive væksten ind i det næste årti.

»Det gælder f.eks. flere skud på mål med behandling af personer, der lider af nyresvigt, og som også lider af inflammation og åreforkalkning.«

Artiklens emner
Novo Nordisk
Claus Henrik Johansen