Fortsæt til indhold

Erhvervsministeren: Pas på hinanden, når juleanden skal handles ind

Erhvervsministeriet opfordrer til at være ekstra påpasselige i den kommende tid, der traditionelt er garant for dage med stopfyldte forretninger.

Juletiden er normalt garant for gode tilbud, der lokker julegavehungrende kunder på indkøb. Foto: Jesper Mortensen
Erhverv

Vi går mod en tid med juleshopping, Black Friday og billige kilometervarer på hylderne i det efterfølgende januarudsalg.

Coronasmitten er dog stadig et problem i Danmark, og derfor opfordrer erhvervsministeren til at passe på hinanden, når julegaver og andet godt skal erhverves, så både kunder og ansatte kan befinde sig trygt i butikkerne.

»Det skal ske på en ansvarlig måde, for vi står i en situation lige nu, hvor smittetallene stiger. Derfor skal vi alle sammen huske at holde afstand og leve op til retningslinjerne, hvis vi skal have Black Friday og tilbudsshoppe i år,« siger erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet og fortsætter:

»Det er vigtigt, så vi kan holde så meget af dansk erhvervsliv i gang på en forsvarlig måde, og så både kunder og medarbejdere kan føle sig trygge, når der skal handles nedsat elektronikudstyr eller juleand.«

Erhvervsministeriet har sammen med erhvervsorganisationerne fældet en række opfordringer ned til virksomhederne og de julehandlende, som, hvis de bliver opfyldt, kan være med til at mindske udviklingen af smitte blandt den danske befolkning.

Hos Dansk Industri, der har været med til at udforme opfordringerne, bakker man stærkt op om initiativet, og man oplever allerede, at flere med allerede i forvejen anvender flere af de punkter, der er anbefalet.

»Det er en rigtig god idé med de ni opfordringer til virksomhederne og de tre anbefalinger til forbrugerne, og vi ved at mange virksomheder allerede har valgt at implementere flere af anbefalingerne,« siger politisk direktør Emil Fannikke Kiær fra Dansk Industri.

Opbakning til opfordringerne er også at finde hos fra Dansk Erhvervs direktør for markeder, Bettina Hagerup.

»Vi samarbejder selvfølgelig med regeringen og myndighederne om at finde de rette løsninger, så både virksomheder og borgere kommer bedst muligt igennem de travle handelsmåneder sidst på året. Og både Dansk Erhverv og vores medlemmer vil selvfølgelig igen bidrage til, at både Black Friday, julehandel og udsalg bliver afviklet på en god og forsvarlig måde for alle parter,« siger hun.