Ikea går frem i Danmark under coronakrisen
Den danske del af Ikea har det seneste år haft vækst i salget – især online, mens den globale moderkoncern samlet gik lidt tilbage.
Lukkede varehuse i en periode og udfordringer i coronakrisen har kostet dyrt. Alligevel melder den svenske detailgigant Ikea om vækst det seneste år i Danmark. Forbrugerne bruger nemlig penge i stor stil på hjemmet. Især gennem digitale indkøb.
Netop det skaber travlhed hos flere detailkæder. Blandt dem er Ikea Danmark med fem varehuse rundt om i landet samt onlinehandel.
Regnskabet for den danske del af milliardkoncernen er endnu ikke offentliggjort. Ikea Danmark oplyser dog, at omsætningen i 2019/20 er steget med 3 pct. til 4,8 mia. kr. Året før var væksten på 8 pct. Årsresultatet i 2019/20 voksede med 33 mio. til 349 mio. kr.
Da coronakrisen satte ind i marts valgte Ikea i en periode frivilligt at holde varehusene lukkede. Det som led i kampen mod smitten. Set i lyset af det samt bl.a. øgede investeringer i digitale løsninger og bæredygtighed er landechef for Ikea, Johan Laurell, tilfreds med årsresultatet.
»Det har været et år uden sammenligning med andre, da vi som alle andre er påvirket af pandemien. Vi har gennem flere år været på en digital rejse og skruet yderligere op for onlinesalget i år. Den del af forretningen er virkelig accelereret, siden coronasmitten ramte Danmark. Onlinesalget steg med 57 pct. i det afsluttede regnskabsår,« siger Johan Laurell.
På den digitale front melder Ikea især om høj vækst i løsninger, hvor forbrugerne bestiller varerne online og afhenter dem pakket. Ikea Danmark har etableret lokationer 50 andre steder i landet, hvor forbrugerne kan hente deres indkøb.
»Netop den service har haft stor vækst i dette år. Nogle kunder har naturligt nok prioriteret at handle online – fremfor at komme i de fysiske butikker,« fortæller Johan Laurell.
Blandt Ikeas danske konkurrenter melder Ilva-kæden, som er del af Lars Larsen Group, også om vækst i det digitale salg. Ilva rapporterer om en digital salgsfremgang på 60 pct. i 2019/20. Ifølge Ilvas adm. direktør Rami Jensen er forventningen, at det kun fortsætter – især trukket af en kombination mellem salgskanalerne, onlinehandlen og fysiske butikker.
På globalt plan havde Ikea-koncernen med ca. 450 varehuse rundt om på kloden et dyk i den samlede omsætning i regnskabsåret. Det er udløst af coronakrisen med bl.a. nedlukninger og restriktioner.
Hos det danske selskab i koncernen er forudsigelsen dog, at det igangværende regnskabsår også vil give et nyt løft i det samlede salg.
Johan Laurell erkender, at det aktuelt er svært at forudsige ret meget om fremtiden. Især i den aktuelle smittebølge hvor udviklingen kan gå mod både stramninger eller lempelser i restriktioner.
»I det forløbne år er salget til boligen vokset. Vores markedsundersøgelser viser, at det vil vare ved. Opgaven med fokus på alt til hjemmet er at holde fast i væksten og være tilgængelig både digitalt og fysisk,« siger landechefen. Han fortsætter:
»Især lige nu ændrer tingene sig fra dag til dag. Så vi vil ikke præcisere en forventning til det nye regnskabsår. Vi holder fokus på at udvikle butikker, onlinehandlen samt bæredygtighed i alle led af vores kæde. Det er afgørende over for forbrugerne og med til at ruste os yderligere.«