Der er igen masser af job at søge
Virksomhederne er begyndt at søge nye medarbejdere igen efter et par sløje måneder med nedlukning og højere ledighed.
Antallet af jobopslag på Jobindex er nu igen støt stigende, efter coronanedlukningen satte en brat stopper for den ellers jævne vækst siden finanskrisen.
Ifølge Danske Bank var der i oktober 2020 hele 28,8 pct. flere jobopslag end samme måned sidste år, og 11,5 pct. flere end i september i år. Ser man samlet på de første 10 måneder af 2020, har der dog samlet set været 5 pct. færre jobopslag end i samme periode sidste år.
»Jobopslag er generelt en god indikator for de kommende måneders beskæftigelsesudvikling, og med tallene fra oktober peger det fortsat den rigtige vej for arbejdsmarkedet,« lyder det fra Louise Aggerstrøm, chefanalytiker i Danske Bank.
Det er dog ikke alle brancher, der følger med den generelle vækst. Der er fortsat pålagt en række generelle restriktioner på enkelte erhverv, og det påvirker således antallet af jobopslag indenfor disse.
»På brancheniveau var der bred fremgang, navnlig med flere jobs at søge inden for industrien og de liberale erhverv. Det vidner om, at mange virksomheder og organisationer har udskudt rekrutteringer. Der er fortsat færre jobs at søge end normalt inden for detailbranchen, men det nærmer sig normale niveauer,« udtaler Louise Aggerstrøm.
Ifølge datasættet fra Danske Bank er det i Midtjylland og i Syddanmark, der lige nu bliver skabt flest jobs, mens Hovedstaden halter en smule efter i normaliseringen af nye jobopslag. Ifølge Louise Aggerstrøm kan den nylige nedlukning af Nordjylland dog få konsekvenser for jobskabelsen i de kommende måneder i regionen.







