Rema 1000-ejer sætter kurs mod børsen
Den norske familiekoncern Reitan, som her i landet bl.a. står bag discountkæden Rema 1000, 7-Eleven-butikker og Uno-X, har hyret rådgiver til en mulig børsnotering af en minoritetsdel.
Den norske ejer af discountkæden Rema 1000 Danmark kan være vej mod en børsnotering. Familiekoncernen har netop hyret rådgivere til en proces, hvor den overvejer at udbyde en mindre del af ejerskabet på aktier.
Det fremgår en af pressemeddelelse som Reitangruppen har udsendt torsdag middag. Reitan-familien i Norge driver en række aktiviteter i dens koncern og stiler efter en række forandringer med henblik på forenkling.
Fem forretningsområder i holdingselskabet samles i tre og et af dem bliver Reitan Handel. Heri indgår bl.a. datterselskaberne bag discountkæderrne Rema 1000 i Norge og Danmark og 7-Eleven butikker i Danmark. Dertil kommer convenience-butikker i seks andre lande samt Uno X / YX i Danmark og Norge.
Ud over at samle handelsvirksomhederne i et forretningsben på koncernniveau overvejer man at børsnotere Reitan Handel.
I pressemeddelelsen fremgår det, at der »udforskes mulighed for en fremtidig børsnotering«. Det påpeges, at målet i givet fald er at gøre en minoritetsandel af aktierne i Reitan Handel tilgængelige for andre aktionærer.
»Jeg tror på spredt ejerskab. Flere burde eje mere. Hvis dette sker, vil vi få en arena for medejerskab, som jeg håber, at vores ansatte - købmænd og kunder - bliver en del af,« udtaler Odd Reitan, som er bestyrelsesformand i familiekoncernen.
Reitan etablerede for 72 år siden den første butik i norske Trondheim og er siden vokset. Nu hentes 44 pct. af omsætningen uden for Norge, hvor discountkæden Rema 1000 Danmark er en af de store aktiviteter. Kæden her har nu 353 butikker og en omsætning i fjor på 17 mia. kr.
Den norske familiekoncern har drevet discountbutikker i Danmark siden 1994. I et marked med hård konkurrence har kæden vundet markedsandele, så den nu ifølge kædens seneste regnskab lå på 15,5 pct. Rema-kæden havde her i landet sidste år en salgsvækst på 11 pct. og øgede antallet af butikker. Kæden har tidligere udtrykt ønske om at at ekspandere med 15-20 butikker årligt.
I driften af discountkæden har Reitan og Rema 1000 allerede en strategi om et delt ejerskab. Mens de andre danske discountkæder kører med central styring, har Rema 1000 en strategi, så alle butikker i kæden drives som franchise af selvstændige købmænd. Hver købmand må kun drive én butik for at sikre fuldt fokus.
Tallene i 2019-regnskabet viste, at hver af de 343 købmænd i Rema 1000 Danmark havde en gennemsnitlig indtjening på 1,4 mio. kr. i fjor.

