Fortsæt til indhold

Heathrow-chef: Flypassagerer skal testes i årevis selv efter coronavaccine

Det vil tage år at få vaccineret hele verden, og derfor bliver test et nødvendigt onde mange år frem.

Erhverv

Selv om der kommer en vaccine mod coronavirus, skal flypassagererne indstille sig på at skulle testes i mange år ud i fremtiden.

Hvis den internationale luftfart skal tilbage på ”et niveau der giver mening”, så bliver fortsatte test af passagererne nødt til at gå hånd i hånd med udrulningen af en vaccine, lyder det fra John Holland-Kaye, der er koncernchef for Heathrow Lufthavn i London ifølge Bloomberg.

Han forudser, at der kommer til at gå flere år, før vaccinen mod coronavirus er blevet bredt ud til hele verden.

Derfor kommer mange myndigheder til at opretholde et krav om, at passagerer, der vil ind i deres lande, skal kunne fremvise en negativ coronatest.

»Hvis man eksempelvis går ud fra, at Storbritannien får tidlig adgang til en vaccine, så vil det tage mellem et og halvandet år, at vaccinere hele landet. Det kommer til tage endnu længere tid, før selv det hurtigste vaccinationsprogram får en massiv indvirkning rundt om i verden,« siger John Holland-Kaye til Bloomberg TV.

I dag er der ofte strenge krav om at kunne fremlægge en coronatest, hvis man vil rejse fra et land til et andet. Og får man endelig lov til at rejse, så kræver nogle lande, at man går i karantæne - frivilligt eller tvungent - i 14 dage.

Ifølge John Holland-Kaye gælder det derfor om hurtigt at få introduceret anerkendte coronatests for de folk, som ankommer til et andet land, så man kan undgå en karantæneperiode. Ellers hjælper det ikke den internationale luftfart.

Samtidig er der ved at opstå en ny og kriminel trussel mod den international rejseaktivitet.

Ifølge Washington Post melder flere lande om, at der er opstået et sort marked for falske coronatest med manipulerede resultater.

I sidste uge kunne de franske myndigheder afsløre en falsknerring ved Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Her blev der solgte falske coronacertifikater for mellem 1200 og 2200 kr. pr. styk.

Der var tale om falske digitale certifikater, der viste et negativt resultat.

Det samme er sket i Brasilien og i Storbritannien, skriver avisen.

Artiklens emner
Kriminalitet
Bloomberg