Fortsæt til indhold

Norwegian: Massiv gæld og forvirrende ejerskab står i vejen for støtte

Erhverv
/ritzau/FINANS

Lavprisselskabet Norwegians store gæld på knap 50 mia. norske kroner - svarende til godt 33 mia. kr. - og en "forvirrende ejerskabsstruktur" afholdte den norske stat fra at give statsstøtte til selskabet.

Det forklarer den norske transportminister, Knut Arild Hareide, torsdag på en konference, hvor han yderligere begrunder mandagens afslag på en ny hjælpepakke fra den norske stat.

- Vi har ikke fastsat et princip, hvor vi ikke kan overveje støtte til et selskab. Men det er svært for os, når vi ved, at selskabet har en rentebærende nettogæld på 48,5 mia. norske kroner, siger Knut Arild Hareide ifølge Reuters.

Norwegian iværksatte i maj en større redningsplan, der gav selskabet adgang til en milliardstor hjælpepakke fra den norske stat. Redningsplanen betød blandt andet end omstrukturering af en del af selskabets gæld til aktier, mens der også blev udstedt nye aktier for samlet 400 mio. norske kr.

Det var navnlig selskabets kreditorer i form af obligationsejere og leasingselskaber, der konverterede udestående gæld til nye aktier, men de har ikke været villige til efterfølgende at smide deres egne penge ind i Norwegian.

- Ejerskabsstrukturen er ganske forvirrende, og der er ingen aktionærer, der forsøger at tage initiativet, lyder det torsdag fra den norske transportminister.

- Det ville ikke være det rette for staten af påtage sig hele risikoen. Hvis vi tilfører milliarder af kroner, er der en risiko for, at nogen af pengene kunne ende i amerikanske banker og kinesiske leasingselskaber, lyder det videre.

Mandagens afslag på en ny hjælpepakke sendte Norwegian-aktien i dørken med 13,2 pct. Aktien handles onsdag i 0,51 norske kr.