Pelshuset Kopenhagen Fur afvikles over 3 år
Kopenhagen Fur, som lukker som konsekvens af, at regeringen har besluttet, at alle mink skal slås ned, vil afvikle selskabet over tre år.
Virksomheden, der især producerer pels af mink, har valgt at lukke, fordi regeringen har besluttet at slå alle mink i Danmark ned. Afviklingen vil ske over tre år, fortæller virksomhedens adm. direktør, Jesper Lauge Christensen, til TV 2.
»Vi er i øjeblikket 300 medarbejdere, og det er desværre den nedslående besked, jeg har givet til dem i morges,« siger han i TV 2-programmet Business Class.
Nedlukningen af virksomheden skyldes regeringens beslutning om at slå alle mink i Danmark ned.
Kopenhagen Fur er ejet af Dansk Pelsdyravlerforenings medlemmer, og det er verdens største auktionshus for pels.
Jesper Lauge Christensen fortæller til tv-stationen, at Kopenhagen Fur vil tage imod skind fra danske såvel som udenlandske leverandører resten af 2020, hvorefter skindene vil blive klarglort til auktioner i 2021.
Derefter vil de sidste lagerrester blive solgt ud i 2022, og så vil virksomheden lukke, oplyser Kopenhagen Fur-direktøren til TV 2.
Jesper Lauge Christensen fortalte allerede i sidste uge til Finans, at det så meget sort ud for Kopenhagen Fur:
»Når vi ser langt frem, er det svært at se virksomhedens fremtid. Så de næste par uger skal vi lægge en plan for, hvordan virksomheden ser ud fremadrettet. Men det her er desværre altødelæggende for selskabet.«
Og tirsdag kunne Finans fortælle, at Kopenhagen Fur står over for en afvikling de kommende år i takt med, at de resterende skind afsættes. Kopenhagen Fur-direktøren oplyser nu bare den estimerede tidslinje for afviklingen af selskabet.