Erhverv

Efter dramatisk Lars Rasmussen-exit: Ambu finder ny formand

Den tidligere topchef for høreapparatkoncernen Widex Jørgen Jensen indstilles som ny bestyrelsesformand for Ambu.

Jørgen Jensen har tidligere i sin karriere været topchef i Widex, der i dag er fusioneret med Sivantos til høreapparatselskabet WS Audiology. Foto: Arkiv. Foto: Ida Munch

Medicokoncernen Ambu har fundet sin nye bestyrelsesformand.

Valget er faldet på Jørgen Jensen, der i dag er professionelt bestyrelsesmedlem, men i offentligheden nok mest er kendt for at have været adm. direktør for høreapparatkoncernen Widex.

»Vi er begejstrede for at byde Jørgen Jensen velkommen som ny formand. Hans erfaring i at bygge globale selskaber igennem hastig vækst og innovation passer rigtig godt med Ambus ambition om at blive verdens mest innovative aktør inden for endoskoper til engangsbrug,« udtaler Juan Jose Gonzalez, adm. direktør i Ambu, i en kommentar til meddelelsen.

Min fornemmelse er, at der er nogle internationale investorer, som måske havde håbet på en international profil. Når det er sagt, kan jeg ikke lige komme i tanke om en dansker, der er mere kvalificeret end Jørgen Jensen.

Jesper Ingildsen, analytiker i DNB Markets

Valget af Jørgen Jensen skaber også, næppe til nogens overraskelse, tilfredshed hos familien bag Ambu.

»Vi ser meget frem til samarbejdet med Jørgen Jensen og er sikker på, at Jørgen i samarbejde med den øvrige bestyrelse, Ambus ledelse og medarbejdere vil bidrage positivt til Ambus videre udvikling,« skriver Simon Hesse Hoffmann i en mail.

Han er barnebarn til Ambus stifter Holger Hesse og sidder på mere end 10 pct. af stemmerne i Ambu.

Analytiker Jesper Ingildsen fra DNB Markets i London udlægger beslutningen om at satse på Jørgen Jensen sådan her:

»Min fornemmelse er, at der er nogle internationale investorer, som måske havde håbet på en international profil. Når det er sagt, kan jeg ikke lige komme i tanke om en dansker, der er mere kvalificeret end Jørgen Jensen. Jeg synes, det er et godt og sikkert valg,« siger han.

Indstillingen af Jørgen Jensen som ny formand kommer, efter at den nuværende, tidligere Coloplast-topchef Lars Rasmussen, efter mindre end et år på posten følte sig nødsaget til at annoncere sin forestående afgang i oktober.

Beslutningen om at trække sig kom, fordi ukendte aktionærer stillede spørgsmål ved en mulig interessekonflikt, efter at Coloplast, hvor han også er formand, potentielt kunne forestille sig at gå ind på markedet for endoskoper i et eller andet omfang.

Lars Rasmussen selv udtalte ved den lejlighed, at han var sikker på, at den omtalte mail kom fra folk, der havde shortet Ambu-aktien - altså spekuleret i kursfald.

»Jeg synes, det er usundt for Ambu, og det er sådan set også usundt for mig, at der overhovedet er nogen, som har den opfattelse,« sagde Lars Rasmussen med henvisning til anklagerne om interessekonflikten.

Han får pæne ord med på vejen af Juan Jose Gonzalez.

Vi ser meget frem til samarbejdet med Jørgen Jensen.

Simon Hesse Hoffmann, barnebarn til Ambus stifter Holger Hesse og aktionær

»På vegne af direktionen vil jeg gerne takke Lars Rasmussen for hans tid i Ambus bestyrelse og for hans bidrag til de opnåede resultater,« udtaler Juan Jose Gonzalez.

Jørgen Jensen stoppede som adm. direktør for WS Audiology, fusionen mellem danske Widex og tyske Sivantos, i september 2019.

I dag er han professionelt bestyrelsesmedlem og er bl.a. formand for Velux og 3Shape.

Ambu oplyser, at selskabet ikke har yderligere kommentarer til den nye formand før efter generalforsamlingen, der finder sted den 9. december.

BRANCHENYT
Læs også