Serier

Virksomhedernes indtjening gør analytikernes forventninger til skamme

Det går bedre for verdens virksomheder, end analytikerne har det med at forudse. Estimaterne for tredje kvartal er slået i gulvet, og forventningerne er tæt på nulvækst i årets fjerde og sidste kvartal. Virksomhedernes økonomi har leveret et comeback.

Corona rammer verden
3. kvartal blev alligevel ikke så slemt for virksomhederne som analytikernes estimater. Der er stadig gang i handlen og eksporten - både i Europa og i USA.  Foto: AP/Yu Fangping

Med coronakrisens hærgen over international økonomi fulgte også analytikernes meget dystre estimater for indtjeningen i verdens virksomheder. Tredje kvartal 2020 ville ifølge analytikerne blive en grim affære, men nu viser det sig, at virksomhedernes indtjening har gjort estimaterne til skamme.

Ifølge en analyse fra Nordea, har de amerikanske virksomheder, der indtil videre har aflagt regnskab, slået analytikernes estimater med omkring 20 pct. Mens analytikerne så sent som oktober forventede et fald i indtjeningen på 21,4 pct. i tredje kvartal, har vi kun set et fald på 7,8 pct. i alt. Og væksten ser ud til at fortsætte.

Selvom virksomhederne over en bred kam klarer sig bedre end forventet, så påpeger Simon Kristiansen, investeringsstrateg ved Nordea, at virksomhederne ikke er blevet belønnet på aktiemarkedet. Tværtimod er de, der ikke har nået estimatet, blevet straffet hårdere end tidligere. Denne gang med aktiefald på 3,3 pct. mod historiske fald på kun 1,6 pct, viser analysen.

»Lidt atypisk ser vi denne gang, at de virksomheder, der slår analytikernes estimater, ikke ser de store aktiestigninger,« siger han og fortsætter:

»De få virksomheder, der skuffer, er derimod blevet straffet med kursfald i dagene efter, der er større end, hvad vi typisk ser. Aktier bliver altså ikke belønnet for at overraske positivt, men bliver meget straffet for at overraske negativt.«

At markedet ikke tager bestik af virksomhedernes flotte indtjening skyldes i høj grad den tid, vi er i nu, lyder det. Men der er lys for enden af tunnellen.

»Markederne har været mere fokuseret på valget og usikkerheden om en ny hjælpepakke i USA samt de nye nedlukninger i Europa end på selskabernes regnskaber. Nu, hvor valget i USA er overstået, kan markederne ånde lettet op og igen fokusere på indtjeningsudviklingen,« siger Simon Kristiansen.

Det er ifølge ham især de cykliske sektorer, der har slået indtjeningsforventningerne, anført af industri- og energisektoren, mens defensive sektorer og tech har haltet en smule efter, men dog stadig er med, hvor det er sjovt.

Det er ikke kun i USA, men også i Europa er der vind i sejlene trods analytikernes lave indtjeningsfoventninger. Ifølge beregninger fra Nordea, så har 68 pct. af de europæiske virksomheder slået indtjeningsestimaterne i tredje kvartal, og er helt oppe på 21 pct. over analytikernes estimater. Historisk ligger overraskelsesfaktoren på 4,1 pct. for Europa, lyder det fra Simon Kristiansen.

Vi er i skrivende stund godt halvanden måned inde i fjerde kvartal, og allerede nu vil investeringsstrategen byde på, at virksomhederne endnu engang slår indtjeningsestimaterne, som for dette kvartal ligger på -11 pct.

»Estimaterne fra fjerde kvartal synes stadig at være overdrevent forsigtige i lyset af den økonomiske udvikling og selskabernes performance. Faktisk er det muligt, at indtjeningsvæksten i 4. kvartal i USA kommer markant nærmere nul og bliver klart positiv i 1. kvartal 2021, forudsat at der ikke opstår nye risici,« afslutter Simon Kristiansen.

BRANCHENYT
Læs også