DI-topchef op til pressemøde: Nedlukning må ikke vare et sekund mere, end der er grundlag for
Direktøren for Danmarks største erhvervsorganisation DI opfordrer myndigheder til at revurdere den nordjyske nedlukning. Han får opbakning af Dansk Erhverv.
Den store nedlukning af Nordjylland skaber store problemer for virksomhederne, og derfor skal restriktionerne ophøre i det øjeblik, det er forsvarligt. Sådan lyder meldingen fra Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.
»De nordjyske restriktioner skaber store problemer og frustrationer for vores medlemsvirksomheder og deres medarbejdere,« skriver Lars Sandahl Sørensen i et opslag på Facebook.
Han håber og forventer op til det pressemøde, Sundheds- og Ældreministeriets holder fredag kl. 18, at de faldende smittetal i Nordjylland betyder en revurdering af restriktionerne:
»De meget hurtige ændringer i smittetallet kan forhåbentlig kaste nyt lys på omfanget af nedlukningen, som ikke må vare et sekund mere, end der er sundhedsfagligt grundlag for.«
Han får opbakning af Dansk Erhvervs topchef Brian Mikkelsen. Han skriver på Twitter:
»Det er vores klare opfordring, at hvis de sundhedsfaglige forudsætninger for nedlukningen af Nordjylland er ved at ændre sig, så må man få lukket op igen hurtigst muligt.«
Regeringen har indført restriktionerne i Nordjylland efter, at en variant af muteret coronavirus døbt cluster 5 blev opdaget på en række nordjyske minkfarme. Baggrunden for nedlukningen har ifølge myndighederne været en frygt for, at varianten ville svække virkningen af en fremtidig coronavaccine.
Lars Sandahl Søren siger yderligere, at førsteprioriteten i forhold til erhvervslivet er at få fjernet de restriktioner, der betyder, at bl.a. varer og medarbejdere ikke kan bevæge sig frit på tværs af kommunegrænser.
Adskillige virksomheder, som driver virksomhed i kommuner inden for smittezonen i Nordjylland, er ramt hårdt af restriktionerne.
Eksempelvis kører entreprenørkæmpen MT Højgaards modulproducent Scandibyg på halv kapacitet.
Scandibyg har to fabrikker i Løgstør.
»Nogle af vores medarbejdere bor i en nabokommune og kan ikke komme på tværs af kommunegrænsen. Vi har hjemsendt et antal medarbejdere og kører på nedsat produktion,« fortalte MT Højgaards adm. direktør Morten Hansen, da koncernen aflagde regnskab onsdag.

