Moderna-aktien brager op i førmarkedet efter vaccinenyhed
Aktien er steget med mere end 400 pct. siden årsskiftet.
Mandag meldte den amerikanske medicinalvirksomhed Moderna ud, at virksomheden havde opnået gode resultater i en test af en mulig ny vaccine mod covid-19.
I den foreløbige opgørelse i en fase 3 af kliniske test med 30.000 personer fremgik det, at vaccinen var effektiv mod covid-19 i 94,5 pct. af tilfældende.
Nyheden fik ikke overraskende Moderna-aktionærerne i jubelhumør, og på kort tid bragede aktien således op med omkring 15 pct. i førmarkedet.
Det var i forvejen nogle glade aktionærer, der besad aktien, idet tendensen for aktien har været pil op siden årsskiftet, hvor den er steget med mere end 400 pct.
Den vilde udvikling blev også set, da Pfizer i samarbejde med det tyske medicinalfirma Biontech for en uge siden offentliggjorde lignende, positive resultater.
Efter den positive vaccinenyhed steg Pfizer-aktien således 15 procent op til 41,99 dollar stykket. I løbet af handelsdagen blev toppen dog taget af, og facit blev et plus på 7,7 procent til 38,40 dollar set over dagen.
Både Pfizer og Biontech ser i førmarkedet ud til at falde en smule efter nyheden om, at Moderna også er klar med gode resultater af kliniske test i fase 3.








