Fugleinfluenza rammer dansk milliardeksport

Fjerkræbranchen eksporterede i 2019 fjerkrækød for knap 3,3 mia. kr. Fugleinfluenza ved Randers lukker alle eksportmarkeder uden for EU i foreløbig tre måneder.

Fugleinfluenza ramte senest dansk eksport af fjerkrækød i 2016. Arkivfoto: René Schütze.

Dansk fjerkrærproduktion har fået den værst tænkelige julegave, efter at Fødevarestyrelsen har konstateret fugleinfluenza i en fjerkræbesætning ved Randers.

»Der er sket det, som vi har gået og frygtet, at fugleinfluenza er kommet ind i en besætning med de konsekvenser som følger med det,« siger Martin Hjort Jensen, formand for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, der er landbrugets fjerkræorganisation.

Han tøver ikke med at stemple situationen som ualmindelig træls. Med fugleinfluenzaen følger nemlig en automatisk nedlukning af eksportmarkeder uden for EU i tre måneder.

Vi kan lige så godt være ærlige: Det sætter sig selvfølgelig i den pris, som vi får ude i produktionsleddet for vores produkter.

Martin Hjort Jensen, formand for L&F Fjerkræ

Og færre aftagere betyder gerne lavere priser. Det lærte branchen på den dyre måde i 2016, da fugleinfluenzaen senest ramte danske fjerkræbesætninger.

»Vi kan lige så godt være ærlige: Det sætter sig selvfølgelig i den pris, som vi får ude i produktionsleddet for vores produkter,« siger Martin Hjort Jensen.

Her og nu har han ikke noget bud på, hvad resultatet i værste fald kan blive.

»Det afhænger af, hvordan vi får afsat varerne på andre markeder. Det er jo ikke sådan, at vores varer bliver værdiløse, bare fordi eksportmarkederne uden for EU bliver lukket ned. Varerne er jo stadigvæk gode. Men det vil sætte sig i afregningsprisen i en eller anden given periode, som vi her og nu ikke kender,« siger han.

Et kig på branchens 2019-regnskab viser, at Sydafrika, Sydkorea, Singapore og Malaysia er blandt de vigtige eksportmarkeder, som nu bliver ramt.

Sidste år aftog alene de fire markeder sig for omkring 15 pct. af den samlede eksport af fjerkrækød på 3,3 mia. kr.

Det er i det lys, at fjerkræformanden kalder situationen træls, selv om der foreløbig blot er konstateret fugleinfluenza i én besætning herhjemme.

»Her og nu er det umuligt at give et kvalificeret bud på, hvad det kommer til at koste. Men det vil nok være naivt at tro, at det ikke kommer til at koste noget,« siger Martin Hjort Jensen.

Han opfordrer derfor både branchen, men også landets mange hobbyavlere til at tage situationen yderst alvorlig.

»Vi kan kun appellere til, at selvfølgelig vores egne branchen, men også alle de private, der hygger sig med høns derhjemme, efterkommer de retningslinjer, som Fødevarestyrelsen udsendte den 6. november, da trusselsniveauet blev hævet fra normal til høj,« siger Martin Hjort Jensen og tilføjer:

»Fugleinfluenza er ikke farlig for mennesker. Det er vigtig at få slået fast. Ikke mindst i disse tider,« siger han.

Da et lignende udbrud af fugleinfluenza fandt sted i Danmark i 2016, medførte det et indtjeningstab for branchen på 100 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også