Fortsæt til indhold

Næsten halvdelen af Københavns Lufthavn lukkes til 2022

Nedlukningen kommer på baggrund af for lave passagertal.

Erhverv

Flybranchen har af åbenlyse årsager haft trængte tider under coronakrisen, hvor mængden af fly i luften og passagerer i sæderne i perioder har været på et absolut minimum.

Københavns Lufthavn har allerede taget nogle konsekvenser, men nu melder lufthavnen ud, at endnu et tiltag bliver taget i brug for at mindske udgifterne, mens omsætningen er i bund.

Fra den 25. november er det blevet besluttet, at hovedstadens lufthavn skal lukke ned for 40 pct. af sit terminalområde, hvilket omfatter 24 gates. Nedlukningen skal være gældende frem til udgangen af 2021.

Dette skriver flymediet Check-in.

Nedlukningen af de 24 af i alt 78 gates i Københavns Lufthavn fra den 25. november kan ifølge Check-In dog ophæves med to måneders varsel, hvis mængden af flypassagerer pludselig skulle stige igen.

»Vi kan spare lidt på for eksempel strøm, rengøring, vedligehold og patruljering. Hver en krone, vi kan spare, er helt afgørende i en tid, hvor lufthavnen har mistet stort set alle indtægter, og vi må låne et større tocifret beløb hver måned for at holde åbent,« siger driftsdirektør Christian Poulsen til Check-In.

Sparekniven har allerede tidligere ramt Københavns Lufthavn, der i august nedlagde 650 af lufthavnens i alt 2.600 stillinger.

I løbet af årets første ni måneder har der været 6,7 mio. rejsende i Københavns Lufthavn, hvilket er et fald på 71,3 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Lufthavnen forventer at komme igennem 2020 med et underskud på mellem 550 mio. kr. og 700 mio. kr, fremgik det af kvartalsregnskabet for 3. kvartal.

Grafik over nedlukkede terminalområder. Foto: CPH