Fortsæt til indhold

Den norske oliefond er nu 11.000 milliarder værd

Den norske oliepengetank har for første gang nogensinde rundet en værdi på mere end 11.000 mia. norske kr.

Erhverv

Den norske oliefond har passeret en ny historisk milepæl.

Tirsdag morgen voksede oliefondens markedsværdi for første gang nogensinde til mere end 11.000 mia. norske kr., hvilket svarer til ca. 7.635 mia. danske kr.

Det skriver flere norske medier, herunder erhvervsmediet e24.no.

Det er muligt at følge fondens aktuelle værdi på oliefondens egen hjemmeside. Her sneg tælleren, der angiver størrelsen på den norske oliepengetank, sig kortvarigt over de 11.000 mia. norske kr. tirsdag morgen.

Et par timer senere er værdien dog igen faldet til lige under de 11.000 mia. norske kr.

Det er kun lidt mere end et år siden, at oliefonden, som formelt hedder Statens Pensjonsfond Utland, og som bliver administreret af den norske centralbank, for første gang rundede en milepæl på 10.000 mia. kr.

Oliefonden, der er bygget på olieindtægterne fra det norske olieeventyr i Nordsøen, bliver ofte betegnet som verdens største investor.

Fonden havde ved udgangen af 2019 en værdi på 10.088 mia. norske kr., men måtte i foråret se sin værdi falde kraftigt samtidig med de finansielle markeder, der var sendt i knæ på grund af coronakrisen.

Da det stod værst til, var oliefondens værdi nede og vende på 9.300 mia. norske kr., men siden har fonden rejst sig igen sideløbende med, at aktiemarkederne har indhentet det tabte.

Fondens værdi er de seneste år skudt kraftigt i vejret, efter at den norske regering har tilladt oliefonden at øge sin samlede investering i aktier.

I 2007 fik oliefonden lov til at øge aktiebeholdningen fra 40 pct. til 60 pct. af den samlede investeringsportefølje, og for tre år siden besluttede det norske storting, at oliefonden skulle have omkring 70 pct. af sine midler placeret i aktier.

Oliefonden havde ved udgangen af september i år placeret 70,7 pct. af fondens aktiver i aktier, mens 26,6 pct. var investeret i obligationer og andre værdipapirer. 2,7 pct. var investeret i ejendomme.

Artiklens emner
Den norske oliefond