Erhverv

Høj amerikansk ledighed kan skade dansk eksportguldæg

Offentlige og private sundhedsforsikringer er milevidt fra hinanden, når det kommer til dækningen af de amerikanske borgere. Med en coronakrise, der har taget livet af en masse amerikanske jobs, risikerer dansk medicineksport at lide.

Den danske medicinalsektor har igennem tiden ageret som eksportens stødepude i de værste kriser. Sådan lyder det fra økonom Anders Christian Overvad. Men en dårlig amerikansk økonomi og en skyhøj ledighed kan ende med at krakelere glansbilledet.

Medicinaleksporten til USA er boomet over de seneste par år, og samtidig er landet over Atlanten blevet en af Danmarks største samhandelspartnere. Den danske medicinalsektor trækker en stor del af læsset, og fordi netop medicin er mindre konjunkturfølsomt, er det normalt en stødepude i dårlige tider, lyder det i en analyse fra Arbejdernes Landsbank.

Den nuværende situation i USA er dog problematisk, lyder det i analysen. En meget høj ledighed betyder, at flere millioner amerikanere er rykket fra deres arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikring til en offentlig sundhedsforsikring, og det kan skade den danske eksport af original medicin.

»Den grundlæggende forskel på private og offentlige sundhedsforsikringer er, at de private er væsentligt mere generøse, mens det offentlige i flere tilfælde vil gå efter billigere produkter som generica medicin. Producenterne risikerer ikke at tjene lige så meget på det, og hvis man ikke er producent af genericabrandet, så taber man direkte noget eksport,« siger Anders Christian Overvad, økonom ved Arbejdernes Landsbank.

Anders Christian Overvad peger på, at den største risiko for dansk eksport består i, hvis mange amerikanere bliver langtidsledige. Flere private sundhedsforsikringer dækker nemlig i noget tid efter, den ansatte har mistet sit arbejde.

Politisk er der også pres på den danske eksport. Fordi præsidentvalget endte uden reel afklaring i forhold til fordelingen i Senatet, så har den amerikanske økonomi ikke umiddelbart yderligere hjælpepakker i udsigt.

»Vi havde håbet, at vi ville få en meget definitiv afklaring på præsidentvalget, men desværre er virkeligheden bare, at vi skal have omvalg i Georgia, så Senatet er stadig rimelig frit. Det betyder, at udsigten til at få en hjælpepakke til økonomien på denne side af nytår er meget lille. Set fra min stol vil det være rigtig positivt, hvis vi får sparket gang i den amerikanske vækst, så vi kan få bugt med noget af ledigheden,« siger Anders Christian Overvad.

Faren lurer også lige rundt om hjørnet i form af coronapandemien, der med yderligere restriktioner kan skubbe endnu flere amerikanere ud i arbejdsløshed - og dermed en ringere sundhedsdækning.

»Når vi kigger ind i de smittebølger vi ser, og måske skal snakke om nye nedlukninger, så er risikoen, at selv det danske eksporteventyrs meget sunde stødepude også vil lide et fald,« afslutter Anders Christian Overvad.

BRANCHENYT
Læs også