Bliver verdens tredjerigeste: Elon Musk overhaler Zuckerberg fra sygesengen
Elon Musk har på få dage erhvervet sig covid-19, sendt en rumraket i rummet og indlogeret Tesla i S&P 500.
Det har været nogle begivenhedsrige dage for Tesla-stifteren Elon Musk, der både har indeholdt positive coronatests, en raketopsending og en optagelse i det amerikanske eliteindeks S&P 500.
Sidstenævnte besked kom tirsdag med en kraftig reaktion i Tesla-kursen til følge. Tesla-aktien ser ved åbningen på de amerikanske markeder ud til at stige med i omegnen af 13 pct. på nyheden om indtoget i S&P 500.
Det får Tesla-direktørens formue op på tredjepladsen over verdens største formuer.
Ifølge mediet estimeres Elon Musks formue til at stige med 15 mia. dollars på nyheden om Teslas indtog i S&P 500. Dette bringer hans samlede formue op på 117,5 mia. dollars - eller knap 740 mia. danske kroner.
Væksten i formuen får Elon Musk til at overhale Facebook-stifteren Mark Zuckerberg, der hidtil har besat tredjepladsen på Bloombergs Billionaires Index med en formue på 106 mia. dollars. Dette betyder, at kun Amazon-stifteren Jeff Bezos og Microsoft-stifteren Bill Gates stadig er rigere end den 49-årige Elon Musk.
Dagene forinden Teslas nyhed om entre i S&P 500 havde Elon Musk også været igennem helt andre møller.
For det første blev han i sidste uge under stor forvirring testet både negativ og positiv for covid-19. Han endte selv med at konkludere på mediet Twitter, at han havde en en mild afart af sygdommen.
»Det er mest sandsynligt, at jeg har en moderat udgave af covid-19,« skrev Tesla-stifteren.
Anderledes positivt var det, da milliardærens rumfartsselskab SpaceX natten til mandag lykkedes med for første gang at sende fire astronauter ud i rummet fra Kennedy Space Center. Opsendelsen måtte Musk følge fra afstand grundet coronaregler.






