Velhaverfamilier køber magten i ambitiøst betalingsfirma
Kapitalforvalteren Artha har valgt at smide et tocifret millionbeløb i danske Yourpay.
Det danske betalingsfirma Yourpay har i en længere periode været på udkig efter nye ejere, og nu har søgningen givet pote.
Artha Kapitalforvaltning, der plejer en formue på 12,7 mia. kr. for cirka 600 formuende familier, har købt sig ind som hovedaktionær i Yourpay.
Artha købte sig første gang ind i Yourpay i 2018, men nu smider kapitalforvalteren yderligere 13 mio. kr. i projektet. Dermed indtager Artha rollen som majoritetsaktionær med en ejerandel på 50 pct. af betalingsfirmaet.
»I Artha har vi gennemgået tallene, og Yourpay har med blot 16 medarbejdere de seneste år formået at mangedoble deres kundegrundlag. De er gået fra at have 6.000 kunder til over 60.000 danske virksomhedskunder baseret på en unik teknologisk platform,« siger Kristian V. Myrup, kapitalforvaltningschef hos Artha og fortsætter:
»Det viser et kæmpe vækstpotentiale og en stor mulighed for en solid forrentning.«
Yourpay håber på at blive den foretrukne betalingsløsning for virksomheder i Danmark. Idéen bag det ambitiøse projekt er at samle alt vedrørende betalinger i ét og samme produkt, så det bliver enklere for virksomhederne at tage imod betalinger.
Siden stiftelsen i 2013 har selskabet dog ikke haft et eneste år med sorte tal på bundlinjen, og i regnskabet for 2019 fremgik det, at selskabet i en periode havde været på jagt efter nye ejere.
Ifølge regnskabet begyndte Yourpay i efteråret forhandlingerne om salg af firmaet til en større udenlandsk finanskoncern, men handlen gik i vasken i august 2020.
Nu er det dog lykkedes at få tilført en mængde af kapital fra kapitalforvalteren Artha, og det er ikke overraskende til stor glæde for direktøren i Yourpay.
»Jeg er utrolig glad for den tillid, som Artha viser Yourpay med denne investering. Vi forbedrer nu servicevilkårene så vi kan fortsætte væksten i kundebasen og styrker samarbejdet med partnere,« siger adm. direktør og stifter af Yourpay, Mathias Gajhede.