Erhverv

Pfizer klar til at ansøge om vaccine-godkendelse inden for få dage

Onsdag har Pfizer meldt ud, at de er klar til at ansøge om godkendele af deres vaccinekandidat inden for ganske få dage. Samtidig opjusterer selskabet effektiviten på vaccinen, som er lavet i samarbejde med tyske Biontech.

Foto: Vincenzo Pinto/AFP

Pfizer og Biontech vil inden for for »få dage« ansøge om en amerikansk nødgodkendelse af deres vaccinekandidat. Det oplyser de to selskaber i en pressemeddelelse, efter at det såkaldte fase 3-studie af vaccinen er afsluttet.

Samtidig melder de to selskaber om, at vaccinens effektivitet ligger på 95 pct.

»Undersøgelsesresultaterne markerer et vigtigt skridt i denne historiske otte-måneders rejse for at fremme en vaccine, der kan hjælpe med at afslutte denne ødelæggende pandemi. Vi fortsætter med at bevæge os med videnskabens hastighed for at samle alle de hidtil indsamlede data og dele med institutter over hele verden,« udtaler Dr. Albert Bourla, Pfizer formand og administrerende direktør i pressemeddelelsen.

Ansøgningen om nødgodkendelse vil blive sendt af sted til U.S. Food and Drug Administration, som kan sammenlignes med Lægemiddelstyrelsen herhjemme.

Ifølge meddelelsen fra Pfizer og Biontech, stemmer vaccinens foreløbige bivirkningsprofil overens med den sikkerhedsstandard, der som minimum skal være overholdt i forhold til en nødgodkendelse i det amerikanske system.

Der er endnu intet der tyder på, at vaccinen har givet de godt 43.661 forsøgspersoner alvorlige bivirkninger. De sværeste bivirkninger, der er blevet rapporteret, er hovedpine og svimmelhed, lyder det fra selskaberne.

Der har dog været en del kritik tidligere af netop Pfizers vaccinekandidat, da den ifølge seneste opdatering fra Pfizer, har brug for at være nedkølet til 70 minusgrader for at kunne holde i længere tid. Det har de nu et svar på.

Pfizer melder sig nemlig klar til at kunne distribuere vaccinen over hele verden med specialdesignede, temperaturstyrede termiske ’pakker’, der bruger tøris til at opretholde de kolde temperaturforhold.

Efter dagens nyhed stiger Pfizer-aktien endnu engang. Klokken 14.22 er den oppe med 3 pct. i det amerikanske pre-marked. Det amerikanske marked åbner 15.30 dansk tid.

BRANCHENYT
Læs også