Erhverv

Norwegian-aktien falder kraftigt efter nyhed om konkursbeskyttelse

Det norske flyselskab falder torsdag morgen med omkring 15 pct. Onsdag eftermiddag meddelte selskabet, at det har søgt om konkursbeskyttelse i Irland.

Arkivfoto: Gwladys Fouche

Onsdagens nyhed om at Norwegian har søgt om konkursbeskyttelse i Irland, har sendt investorerne på flugt fra det norske lavprisselskab.

Torsdag morgen falder Norwegian-aktien kraftigt på børsen i Oslo. Efter 30 minutters handel er aktien nede med omkring 15 pct. og handles i en kurs lige omkring 0,4 norske kr.

Onsdag eftermiddag suspenderede børsen i Oslo al handel med Norwegian-aktien, fordi selskabet var på vej med en børsmeddelelse af afgørende betydning.

Sent onsdag eftermiddag meddelte Norwegian så, at det hårdt pressede flyselskab har indledt en konkursbeskyttelsesproces i Irland for sine irske datterselskaber, der ejer størstedelen af flyflåden.

Konkret drejer det sig om datterselskaberne Norwegian Air International og Arctic Aviation Assets.

»Vi har truffet afgørelse om at søge om beskyttelse for at reorganisere under irsk lov for at sikre Norwegians fremtid, sådan at det kommer vores ansatte, kunder og investorer til gode. Vores mål er at finde løsninger i samarbejde med vores interessenter, som gør, at vi kommer igennem dette som et finansielt stærkere og mere robust flyselskab,« siger Norwegians koncernchef, Jacob Schram, onsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Konkursbeskyttelsen betyder lidt forenklet, at Norwegian får et pusterum, fordi selskabet er beskyttet mod konkursbegæringer af irsk lovgivning, og derved kan holde kreditorerne fra døren, mens reorganiseringsprocessen foregår. Ifølge Norwegian kan den tage op til fem måneder.

Konkursbeskyttelsen kan til dels sammenlignes med de amerikanske Chapter 11-konkursregler, hvor selskaber kan gå i betalingsstandsning med henblik på en rekonstruktion.

Mens reorganiseringsprocessen foregår, vil Norwegian fortsat flyve på sine nuværende ruter, mens Norwegian-aktien samtidig vil handles som normalt på Børsen i Oslo.

»Norwegian har købt sig tid ved at søge kreditorbeskyttelse i Irland. I bedste fald kan det blive starten på en redning på målstregen, men det står ikke mejslet i granit, at det kan afværge en konkurs,« sagde Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, onsdag.

BRANCHENYT
Læs også