Hvis du har et password på listen, skal nu nok overveje at finde et nyt. De populære passwords er nemlig meget nemme at hacke sig frem til.
De fleste er nok efterhånden klar over, at man skal passe på, når man gebærder sig rundt i den virtuelle verden, men det ændrer dog ikke på det faktum, at verdens mest populære passwords stadig levner stor plads til forbedring.
De mest populære password i 2020 er ifølge Nordpass nogle helt simple talkombinationer.
Koden ”123456” indtager således førstepladsen på listen over de mest brugt adgangskoder, mens koden ”123456789” er at finde på andenpladsen. De to koder er blevet brugt henholdsvis 2.543.285 og 961.435 gange, skriver Nordpass.
På tredjepladsen kommer ”picture1”, mens koden ”password” følger skarpt efter og indtager fjerdepladsen.
Ifølge Henning Mortensen, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed, er det ikke ideelt at bruge netop disse populære passwords.
»Når man nu kan finde dem på en liste, er det jo klart, at det er nogle af disse passwords, en hacker ville prøve først. Der er simpelthen en stor chance for, at han vil have succes med netop disse passwords,« siger formanden.
1. 123456
2. 123456789
3. picture1
4. password
5. 12345678
6. 111111
7. 123123
8. 12345
9. 1234567890
10. senha
11. 1234567
12. qwerty
13. abc123
14. Million2
15. 000000
16. 1234
17. iloveyou
18. aaron431
19. password1
20. qqww1122
21. 123
22. omgpop
23. 123321
24. 654321
25. qwertyuiop
Kilde: Nordpass.com
Det er specielt nogle helt specifikke faktorer, der gør, at et password er nemt at finde frem til for en eventuel hacker.
»Ofte anvendte passwords, korte passwords, passwords med ord fra ordbøger samt passwords, som kan relateres til brugeren, er dårlige passwords,« siger Henning Mortensen.
Det vigtigste, når man skal danne et password, der er så svært som muligt at nå frem til for hackere, er længden, mener formanden for Rådet for Digital Sikkerhed.
»Jo længere password, desto længere tid tager det at bruteforce det,« siger Henning Mortensen.
At ”bruteforce” betyder groft sagt, at hackeren sætter et program til automatisk at afprøve en lang række passwords.
Henning Mortensen opfordrer derudover til, at man anvender en password-tjeneste til at generere et helt unikt password, som er svært for hackere at nå frem til. Desuden kan det være en god idé at slå to-faktor autentifikationen til, som gør, at et login er betinget af accept gennem eksempelvis en SMS eller tilsvarende.