Erhverv

Solbakken: FCK-bestyrelsen mangler hjerne og hjerte

Ståle Solbakken mener, at der mangler fodboldfaglige kompetence i bestyrelsen bag FC København.

Ståle Solbakken talte ud i et interview på næsten to timer i Onside søndag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den tidligere FC København-træner Ståle Solbakken har ikke meget til overs for bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment, når det kommer til fodboldfaglig indsigt.

Det lægger Solbakken ikke skjul på i et stort interview i Onside på TV3+ søndag aften.

Han mener, at ejerkredsen har større kærlighed til feriecenteret Lalandia, der er en stor indtægtskilde for selskabet bag klubben.

- Med al respekt for dem, som sidder i bestyrelsen, for det er trods alt ejerne af klubben, så har de ikke hjertet eller hjernen, der skal til for at trække de store strategiske linjer.

- Det har vi gjort med fodbolden, så godt vi kunne, siger Solbakken med henvisning til sig selv og den tidligere tekniske direktør, Johan Lange, der nu er sportsdirektør i Premier League-klubben Aston Villa.

- På mange andre parametre har de et kæmpe hjerte. Ejerne har et kæmpe hjerte for Lalandia.

Om bestyrelsesformand Bo Rygaard tilføjer Solbakken:

- Jeg har sjældent mødt en mand i sådan stilling, som har så lidt forståelse af spillet, siger Solbakken.

Han efterlyste i sin tid som træner i klubben større sportslige kompetencer i bestyrelsen. Også efter at den mangeårige spillerprofil i klubben William Kvist trådte ind i den efter sin aktive karriere.

- Jeg mener, at han er placeret i en rolle, som han ikke har forudsætninger for at klare eller forstår, hvad går ud på. Det er synd for William, at han skal stå og være så ukomfortabel, siger Ståle Solbakken.

Han har dog ikke lyst til at gå dybere ind i analysen af William Kvists evner som bestyrelsesmedlem.

Solbakken blev fyret 10. oktober efter et 2020 med elendige resultater Superligaen og et tidligt europæisk exit.

I første omgang blev Hjalte Bo Nørregaard sat ind som midlertidig træner, og 2. november blev Jess Thorup så præsenteret som ny permanent træner.

FCK, der mandag møder Randers på hjemmebane, ligger nummer ni i Superligaen med ti point for otte kampe.

BRANCHENYT
Læs også