Erhverv

AstraZeneca-vaccine med 70 pct. effekt - kan opbevares i køleskabet

Trods en lavere påvist effekt har vaccinen en klar fordel i, at den kan opbevares ved køleskabstemperatur.

Den britiske vaccine kan opbevares ved køleskabstemperatur i seks måneder. Foto: AP Photo/Jeff Chiu

Den svensk-britiske medicinalgigant AstraZeneca har mandag præsenteret de seneste tests af selskabets coronavaccine i samarbejde med Oxford University.

Vaccinen er ifølge AstraZeneca gennemsnitligt effektfuld i 70 pct. af tilfældene, men at den viser effekt i 90 pct. af tilfældene, hvis man først giver en halv dose og sidenhen følger op med en fuld dosering mindst en måned senere.

I alt har 11.363 personer været en del af testen af den svensk-britiske vaccine mod covid-19.

»Disse fund viser, at vi har en effektiv vaccine, som vil redde mange liv. Det er spændende, at vi har fundet ud af, at en af vores vaccine-doseringer er omkring 90 pct. effektiv, og hvis denne doseringsform bliver brugt, kan flere mennesker blive vaccineret med den planlagte vaccine-leverance,« siger professor Andrew Pollard, forskningschef for Oxford Vaccine Trail, i meddelelsen fra AstraZeneca.

AstraZeneca kommer med resultaterne for deres vaccinekandidat, efter at amerikanske Pfizer i samarbejde med tyske Biontech tidligere har præsenteret en vaccine, der er på vej til godkendelse af de amerikanske sundhedsmyndigheder, ligesom også den amerikanske medicinalvirksomhed Moderna har præsenteret resultater af fase 3-studier for deres vaccinekandidat.

Pfizer meldte i forbindelse med offenliggørelsen af sit studie ud, at selskabets vaccine havde en effekt på 90 pct. af modtagerne. Et tal man senere opgraderede til 95 pct. 

Moderna har tidligere medlt ud, at deres vaccine-kandidat viste en effekt på 94,5 pct. mod covid-19 i deres fase 3-studie.

Det er vigtigt at understrege, at man ikke kan holde de forskellige selskabers vacciner op mod hinanden og på den baggrund konkludere, hvilken en der virker bedst. Det kan man ikke, fordi vaccinernes data er blevet til i forskellige studier. Skulle man kunne sammenligne vaccinernes effekt i forhold til hinanden, ville det kræve, at man lavede et studie, der sammenlignede dem en til en.

Det svensk-britiske selskab har dog en klar fordel ved, at det ifølge producenten kan opbevares ved almindelig køleskabstemperatur i mindst seks måneder. Det er væsentligt mere end Modernas, der kan opbevares ved køleskabstemperatur i 30 dage, mens Pfizers vaccine har behov for at være nedkølet til minus 70 grader, hvis den skal kunne bevare effektiviteten i længere tid.

AstraZeneca forventer at producere tre milliarder doser i løbet af 2021.

Den britiske regering har ifølge tv-stationen BBC allerede bestilt 100 millioner doser - altså svarende til vaccine af 50 millioner mennesker.

Nyheden kommer, efter Pfizers tidligere har meldt ud, at de kan være klar med de første vacciner allerede i midten af december.

»Vores plan er at være i stand til at sende vacciner videre til vaccineklinikker inden for 24 timer efter godkendelse, så jeg forventer at det måske vil være en dag eller to efter godkendelse, den 11. eller 12. december,« sagde Moncef Slaoui, som leder den amerikanske indsats for at udvikle en coronavaccine, til CNN.

BRANCHENYT
Læs også