Erhverv

Vestas undersøger møllekollaps i nyopsat V150-mølle i Sverige

Arkivfoto: Vestas

En nyopført Vestas-mølle kollapsede lørdag ved 21-tiden i den svenske vindenergipark Aldermyrberget, som efter planen skulle sættes i drift i december.

Møllen er knækket i den nederste del af tårnet og har totalskadet møllen, viser billeder fra lokalmediet Norran.

Vestas' kommunikationschef, Anders Riis, fortæller til Ritzau Finans, at området er blevet afsikret, og at der ikke har været tilskadekomne ved hændelsen.

- Vi har sat vores undersøgelser i gang her i går, og så er vi ved at indsamle information - både digitalt og fysisk. Undersøgelserne gennemføres af vores eksperter sammen med kunden samt eventuelt med indput fra tredjepart, hvis det skulle være nødvendigt, siger Anders Riis.

Hvor hurtigt, der kan drages konklusioner, afhænger af hvad der er sket, og udsigten til snefald i området, hvor parken er placeret, kan sammen med nyindførte coronarestriktioner i Sverige få betydning for, hvornår der kommer en afklaring.

- Der er mange forhold, som spiller ind, og inden vi går ind i møllen skal vi eksempelvis have nogen til at vurdere, om det er sikkert, eller om tårnet skal skæres ned først. Så det er lidt omstændeligt, og det er vigtigere at gøre det rigtigt end hurtigt, siger Anders Riis.

Vestas har installeret alle de 17 møller af typen V150-4.2 MW, som skal op i parken, men der er endnu ikke sket overlevering til kunden, som er WPD.

Administrerende direktør hos WPD Scandinavia, Maria Röske, kalder det en meget udsædvanlig hændelse.

- Jeg vil ikke spekulere i årsagen, men der må være nogle konstruktionsfejl, tror jeg. Det er det, der skal undersøges - hvordan det kunne ske, siger Maria Röske til Göteborgs-Posten.

Hun har arbejdet i branchen i 18 år og kalder det en meget usædvanlig begivenhed.

- Jeg har aldrig hørt, at det er sket i Sverige, siger hun.

Læs også