Mærsk-containere indblandet i thailandske uroligheder
Flere billeder af containere med A.P. Møller-Mærsks navn og logo er blevet brugt som barrikader under uroligheder i Thailand. Ifølge A.P. Møller-Mærsk er det dog gamle og frasolgte containere, som er blevet brugt.
Den seneste tids demonstrationer og uroligheder i Thailand har nu fået et lidt uventet dansk islæt.
På billeder, der onsdag er begyndt at florere på det sociale medie Twitter, kan man se flere store skibscontainere, der bærer den danske rederigigant A.P. Møller-Mærsks navn og logo, blive brugt som politibarrikader i Bangkok.
Thailand har i månedsvis været ramt af omfattende demonstrationer, der har medført uroligheder i gaderne og mange sårede.
Demonstranterne kræver premierminister Prayuth Chan-ochas afgang, en ny forfatning og reformer af kong Maha Vajiralongkorns monarki.
På billederne kan man se flere containere med "Maersk Sealand" og den karakteristiske syvtakkede Mærsk-stjerne påtrykt blive brugt til at danne en barrikade på tværs af vejen foran FN-bygningen i Bangkok.
På et af billederne står to thailandske politibetjente roligt foran containerne, der ellers viser nogle helt mennesketomme gader.
Også containere fra det hedengangne britisk/hollandske rederi P&O Nedlloyd, som A.P. Møller-Mærsk opkøbte i 2005, bliver brugt i barrikaderne.
Efter opkøbet blev P&O Nedlloyd lagt sammen med Maersk Sealand, der i dag bærer navnet Maersk Line.
A.P. Møller-Mærsk har hurtigt taget til genmæle på Twitter. Her skriver den danske rederigigant, at containerne slet ikke er ejet af A.P. Møller-Mærsk længere.
»Vi er opmærksom på billederne på de sociale medier, der viser, at containere med Mærsks navn og logo, har været brugt som barrikader under den seneste tids uroligheder i Thailand. Disse containere er ikke ejet af Maersk, men sælges på det åbne marked til en tredjepart,« skriver rederiet i et tweet.
Det er ikke første gang, at en dansk virksomheds navn og logo ufrivilligt bliver blandet ind i dramatiske begivenheder ude i den store verden.
For fem år siden dukkede der et billede op på Twitter, der viste en skriggul Netto-lastbil, som stod parkeret midt i en sejrsparade afholdt af Islamisk Stat i den irakiske by Ramadi.
Billedet skabte stor forundring hos Dansk Supermarked (i dag Salling Group, red.), der ejer Netto.
»Vi aner ikke, hvad den laver der, og vi har ikke noget med den at gøre. Hvis der er tale om et ægte foto, så er den eneste mulighed, at en af vores logistikleverandører har solgt lastbilen videre uden at tage folien af,« sagde Sussi Staugaard, projektleder i Dansk Supermarked, dengang til Berlingske.