Skørt dansk golfspil er blevet Apple-darling
Bag det ultra populære spil 'What The Golf' står den danske spiludviklervirksomhed Triband. Spillet har så stor sucess at det har vendt underskud til overskud, og er endda blevet fremhævet af Apple.
Apple lancerede i september sidste år deres spilstreamingplatform Apple Arcade, og sidenhen er et dansk spil gået hen og blevet et af de mest populære på platformen.
Spillet hedder ’What The Golf?’ og er udviklet af det danske spiludvirklerfirma Triband med adm. direktør Peter Bruun i spidsen. Interessen og succesen på Apple Arcade kan virkelig mærkes, og den er især drevet fremad af Apple selv.
Udover at være fremhævet på selve platformen, har Apple netop kørt en kampagne for spillet på sociale medier. Det glæder direktøren for foretagendet.
»Det er vildere end jeg nogensinde troede, det ville blive. Vi er gået målrettet efter at blive et stort comedy-brand, så det er fantastisk at Apple kan se det, og kan se hvad vi vil og samtidig hjælpe os på vej. Så det er fantastisk at have gode venner,« siger Peter Bruun, medstifter og adm. direktør i Triband.
Det er dog ikke kun i Tribands egen selvforståelse at ’What The Golf’ er blevet stort. Spillet skovler bogstavelig talt penge ind til virksomheden. Bruttofortjenesten er vokset fra 440.000 kr. i 2018 til 9,8 mio. i 2019, og samtidig er bundlinjen vendt fra underskud til et massivt overskud. Peter Bruun oplyser, at det udelukkende er det gakkede golfspils fortjeneste.
Hvad angår regnskabet for 2020, så er der store ting på vej. Direktøren fortæller, at de regner med at firdoble omsætningen i forhold til sidste år. Spillet bliver simpelthen ved med at sælge.
»Det bliver ved med at være et guldæg for os. Folk bliver ved med at spille det. Der er faktisk flere der spiller det i dag, end da det kom ud, så vi ser ikke, at det er noget der er aftagende,« siger Peter Bruun.
Den store trafik kommer ikke kun Triband til gode. Det er efterhånden velkendt, at Apple tager en del af omsætningen fra spillene på deres platforme, så de profiterer ligeledes selv af det danske spil.
»Vi må have gjort stor indtryk på Apple. Vi kan i hvert fald se, at vores spil er med til at trække folk ind på deres platform, så det går begge veje. Men vi er meget glade for, at de kan se noget potentiale i os,« siger Peter Bruun.
Udover at spillets indtjening pynter på regnskabet, har Triband valgt at købe deres investor, Capnova, ud af selskabet for et tocifret millionbeløb. Investoren seed-investerede oprindeligt for 3 mio. kr.
Fremtiden byder på nye spilprojekter. Indtil videre dog hemmeligholdte. Og så er Peter Bruun og den øvrige ledelse i gang med at rekruttere nye folk til kontoret. Ambitionerne er større, og det skal virksomheden også være.
»Vi ser det her som startskuddet. Fra at være et lille firma i en kælder så har vi nu et flot kontor med udsigt ud over Søerne. Det er fantastisk at se hvor Triband er på vej hen« afslutter Peter Bruun.