Fortsæt til indhold

SAS: Så lang tid går der, før flytrafikken er tilbage til normalen

Det kan tage flere år, før flybranchen er tilbage på niveau med tiden inden covid-19, lyder det fra SAS.

Erhverv

En normalisering af luftfartsbranchen har lange udsigter. Det understreger SAS igen i det årsregnskab, som det skandinaviske flyselskab har offentliggjort torsdag morgen.

»Vores opfattelse er fortsat, at fasen, hvor man i luftfartsindustrien vil øge aktiviteten, vil vare indtil 2022. En tilbagevenden til niveauerne inden covid-19 vil tage yderligere et par år,« skriver SAS i regnskabet.

At luftfartsbranchen er langt fra en normal tilstand, står klart, når man ser på SAS-regnskabet. Her står det sort på hvidt, at antallet af passagerer i fjerde kvartal dykkede med 77 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Og der er en klar sammenhæng mellem virussens udbredelse og efterspørgslen for at rejse ud i verden.

»Efter at have oplevet, at efterspørgslen langsomt blev forbedret i løbet af sommeren, førte et stigende antal covid-19-tilfælde i september og oktober desværre til nye restriktioner i hele Europa, og det reducerede efterspørgslen,« udtaler Rickard Gustafson, adm. direktør i SAS, i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.

Udmeldingen om, at det vil tage flere år, inden luftfartsbranchen er tilbage på niveauet inden pandemien, kommer efter, at der i den seneste tid er kommet flere positive nyheder fra vaccinefronten. Det har dog ikke fjernet usikkerheden.

»Selv om de nylige fremskridt i forbindelse med udviklingen og distributionen af covid-19-vacciner er opmuntrende, er efterspørgslen fortsat usikker,« skriver SAS i regnskabet.

Derfor har det skandinaviske flyselskab heller ikke nogen guidance for det kommende årsregnskab.

Artiklens emner
Luftfartsbranchen
SAS