Fortsæt til indhold

Demant opjusterer forventninger til andet halvår

Høreapparatskæmpen opjusterer forventningerne til både omsætningsvæksten og driftsresultatet.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Demant opjusterer sine forventninger og ser nu mere positivt både omsætningsvækst og indtjening for andet halvår.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet fredag morgen.

Forventningerne til omsætningsvæksten indsnævres opad. Tidligere lød forventningen på 8-13 pct. vækst. Nu lyder forventningen på 12-14 pct. vækst i lokal valuta.

EBIT-forventningerne indsnævres også opad til 1,4-1,55 mia. kr. Tidligere lød selskabets estimat på 1,2-1,5 mio. kr.

Selskabet understreger dog i meddelelsen, at der fortsat er ”stor usikkerhed på grund af stigende smittetal og deraf følgende restriktioner”.

Det er blandt andet højere forventninger til væksten i selskabets detailsalg af høreapparater, særligt i Europa, som nu trækker op. Men også Demants headset- og audiovirksomhed, Epos, bidrager positivt til opjusteringen, fremgår det af meddelelsen.

- Indførelsen af nye restriktioner på de fleste større høresundhedsmarkeder siden medio oktober har indtil videre ikke haft væsentlig finansiel indvirkning på koncernen, skriver selskabet i meddelelsen.

Demant skriver dog samtidig, at selskabet "for nyligt" har kunne konstatere, at bedringen i alle dele af høresundhedsmarkedet nu taber fart.

- Dette skyldes især USA, hvor de restriktioner, der for nyligt er indført på statsniveau, ser ud til at have medført en opbremsning i bedringen, skriver selskabet.

Men i Europa har efterspørgslen efter høresundhedsløsninger altså vist sig at være mere modstandsdygtig over for de indførte restriktioner. Det er et vigtigt bidrag til opjusteringen. Demant fremhæver samtidig, at markederne i Asien og Pacific næsten er fuldt normaliseret.