Fortsæt til indhold

Rigmand sælger smertensbarn - Kansas på svenske hænder

Hultafors Group køber Kansas, Fristads og Leijona.

Erhverv

Fristads Kansas Group, der bl.a. ejes af rigmanden Christian Dyvig, har bl.a. solgt de to brands, der indgår i koncernes navn. Det sker efter at længere årrække, hvor der er kæmpet for at vende udviklingen i Kansas.

Hultafors Group, som er en del af det børsnoterede svenske investeringsselskab Latour, køber Fristads, Kansas og Leijona, der alle laver arbejdstøj.

Det efterlader Fristads Kansas Group med et lidt mærkværdigt koncernnavn - men også fortsat med seks andre brands og en stærkere finansiel position, lyder det i en meddelelse.

»De forskellige teams bag Fristads, Kansas og Leijona står bag betydelige forbedringer af virksomhederne i løbet af de seneste år. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, der har bidraget til denne positive udvikling, som har været et afgørende element i aftalen med Hultafors Group,« siger Anders Davidsson, koncernchef i Fristads Kansas Group, i en meddelelse.

De frasolgte aktiviteter beskæftiger omkring 600 ansatte og omsætter for ca. 120 mio. euro.

Men imens konkurrenten Mascot er stormet frem, har især Kansas kæmpet med at tjene penge.

Kansas A/S fik et underskud på 86 mio. kr. i 2019, men ifølge regnskabet var der trods underskuddet fremgang på koncernniveau i Fristads Kansas AB.

Det bekræfter det svenske selskabsregister. Her fremgår det, at Kansas Fristad AB fik et resultat på knap 200 mio. svenske kr. i 2019 mod omkring det halve to år tidligere.

Med frasalgene er de seks tilbageværende brands i koncernen B&C, Wenaas, Clinic Dress, Sverre W Monsen, Hejco og Martinson, der laver arbejdstøj. De omsætter for ca. 250 mio. euro.

Prisen på handlen er ikke oplyst, men en meddelelse fra Latour til fondsbørsen i Sverige giver et fingerpeg om, at prisen kan være i omegnen af en halv mia. svenske kr.

Latour skriver således, at handlen - alt andet lige - øger koncernens gæld til 6,9 mia. svenske kr. Ved udgangen af september var den, efter et andet opkøb, på ca. 6,4 mia. svenske kr.

»I kraft af denne styrkede økonomiske position ser vi nu frem til at investere i vores brands i og skabe det bedst mulige afsæt for, at de alle kan vækste og opnå endnu mere succes,« siger Anders Davidsson, koncernchef i Fristads Kansas Group:

»Vi kigger ind i et stort potentiale for vækst og stabil rentabilitet over tid i koncernens tilbageværende brands.«

Artiklens emner
Fristads Kansas Group
Christian Dyvig