Trods deadline: Forhandlingerne om brexit fortsætter
Efter en "konstruktiv" telefonsamtale søndag er Storbritannien og EU enige om, at fortsætte handelsforhandlingerne. Der er ikke sat en ny deadline, men de skal være færdige inden nytår.
LONDON
Uden at sætte nye deadlines på forhandlingerne om en ny handelsaftale mellem EU og Storbritannien, fortsætter forhandlerne de intense snakke i Bruxelles.
Det oplyste EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, søndag ved middagstid, efter hun havde haft en telefonsamtale med premierminister Boris Johnson i London.
I en fællesudtalelse hedder det, at »telefonsamtalen var konstruktiv, og vi har diskuteret de store udfordringer, og at de to forhandlingsteams fortsætter:«
»På trods af, at de er udmattede efter et års arbejde, og at de har arbejdet dag og nat de seneste døgn, og selvom vi har overtrådt deadlines igen og igen, mener vi, at det er mest ansvarligt lige nu at forsøge at tage det ekstra skridt. Derfor har vi bedt forhandlerne fortsætte samtalerne for at se, om vi kan opnå en aftale,« lød det i en ultrakort udtalelse fra Ursula von der Leyen og Boris Johnson.
I modsætning til i onsdags, hvor von der Leyen og Boris Johnson efter en middag i Bruxelles, hvor der blev diskuteret livligt, og hvor parterne sendte hver deres statement ud om, hvordan de ser på tingene, blev det også betragtet som vigtigt, at de søndag sendte en fælles udtalelse til offentligheden.
Søndag var sat som en deadline for, om forhandlingerne skulle fortsætte. Op til weekenden og i løbet af lørdagen var meldingerne fra både London og Bruxelles, at det så meget svært ud. Fra Downing Street lød det sent lørdag aften, at der højst var ”20 pct. chance for, at en aftale blev forhandlet hjem”.
Nye positive signaler
Men efter at forhandlerne havde været i gang det meste af natten og søndag morgen, var tonerne lidt mere positive. Den britiske udenrigsminister Dominic Raab sagde søndag morgen til Sky News, at »det var for tidligt at smække døren i.« Ifølge Dominic Raab handler det nu om politisk vilje.
Der er dog fortsat store udfordringer på de efterhånden kendte områder: fiskeriet, konkurrencevilkår og hvem, der skal tage stilling til eventuelle brud på en ny handelsaftale. Fiskeriet handler om, hvem der må fiske hvor og hvor længe en ny fiskeriaftale skal vare. Briterne oplyste fredag aften, at fire flådefartøjer var ved at blive klartgjort til at jagte EU-fiskere i britisk farvand, hvis ikke der indgås en aftale. Konkurrencevilkårene handler om, hvorvidt briterne skal følge EU-lovgivning på f.eks. arbejderes rettigheder, miljøområdet og statsstøtte.
Hvorvidt en eller begge parter rykker sig på et eller flere af de områder, var søndag ved middagstid uklart.
Boris Johnson orienterede ved et hasteindkaldt skypemøde regeringen, hvor der i høj grad har været enighed om den hårde linje. Regeringen er under pres fra både industrien, resten af erhvervslivet og f.eks. Bank of England, der har advaret mod alvorlige økonomiske problemer, hvis ikke, der indgås en aftale.
Storbritannien forlod EU den 31. januar i år, men er resten af 2020 i en overgangsperiode, hvor handel og EU-regler følges. Overgangsperioden slutter den 31. december, og derfor skal en ny aftale være klar pr. 1. januar. Forhandles den ikke hjem, skal der fremover handles på såkaldte WTO-termer, der betyder, at der indføres en række afgifter mellem landene.
Det ventes at medføre kaotiske tilstande ved grænserne, fordi der skal udfyldes toldpapirer, og der skal være styr på, hvilke varer der føres ind og ud af EU’s indre marked.
Frygten for et ”no deal” har ført til, at britiske supermarkeder og dele af industrien forsøger at opbygge store lagre i et forsøg på at undgå varemangel.
Irland, der ventes hårdt ramt, hvis det ender uden en aftale, var tilfredse med den foreløbige status. Udenrigsminister Simon Coveney sagde til Reuters, at det var et godt tegn, at forhandlingerne fortsætter, mens EU-præsident Charles Michel sagde til fransk radion, at »der skal gøres alt for at opnå en god aftale.«
Den tyske kansler, Angela Merkel, sagde søndag, at hun håber, at hver en sten vil blive vendt i forhandlingerne.

