Erhverv

Efter konkurs: AGF-ikonet Lars Windfeld er blevet politianmeldt af Titus-investorer

Utilfredse investorer har nu politianmeldt Lars Windfeld, der var hovedaktionær i det nu konkursramte selskabe Titus Olie og Gas.

Lars Windfeld sad i bestyrelsen og var hovedaktionær i det konkursramte selskab. Foto: Claus Bonnerup

Der er nu blevet føjet endnu et kapitel til fortællingen om det konkursramte selskab Titus Olie og Gas.

Lars Windfeld, der var hovedaktionær og bestyrelsesmedlem i det nu krakkede selskab, er nemlig blevet politianmeldt af en større gruppe investorer.

Titus Energy Group
Lars Windfeld er eneejer og direktør i Titus Energy Group (nu Aarhus Energy Group), der har fungeret som største aktionær for nedenstående Titus-selskaber:
  • Titus Olie & Gas (under konkurs)
  • Titus Formuepleje (under tvangsopløsning)
  • Titus Partner (under konkurs)

Det oplyser investorerne i en pressemeddelelse. Politianmeldelsen er indgivet til Østjyllands Politi, og investorerne har samtidig henvendt sig til Finanstilsynet.

Det sker, efter at investorgruppens afvokater har »har konstateret en række kritisable forhold vedrørende salg og markedsføringen af projekterne,« som det hedder i pressemeddelelsen.

»Vores advokater - DLA Piper Denmark Advokatpartnerselskab og Winther Høy Advokatfirma - er under deres vurdering af, om Titus og selskabets ledelse har et erstatningsansvar overfor investorerne, stødt på forhold, der eventuelt kan udgøre strafbare forhold. Derfor politianmelder vi nu Lars Windfeld,« siger Henrik Hegaard, formanden for Foreningen af kritiske Titus-investorer, der har over 200 medlemmer.

Sådan fungerer investeringer
  • Investorer skyder sammen med Titus Formuepleje et beløb på typisk mellem 2 og 4 mio. kr. i et kapitalselskab
  • Det kan ske både gennem frie midler, pensionsmidler eller selskabsmidler
  • Derefter laves et amerikansk datterselskab, der investerer i en såkaldt working interest-andel
  • En working interest er et investeringsprodukt, der giver ejeren ret til en nettoandel af den indtjening, som indvinding af olie og naturgas i et afgrænset område i USA giver

Finans arbejder på at få en kommentar fra Lars Windfeld.

For en måned siden kunne foreningen af utilfredse investorer fortælle om en advokatrapport, der havde den konklusion, at »der er grundlag for at rejse krav om erstatning mod bl.a. den tidligere ledelse i Titus Olie & Gas A/S som følge af mangler ved de udarbejdede prospekter.«

Kravet mod Lars Windfeld og resten af Titus-ledelsen forventes at blive på mindst 100 mio. kr. I mandagens pressemeddelelse fortæller investorerne, at de risikerer et tab i omegnen af 500 mio. kr. på deres investering i Titus-projekterne.

I forbindelse med nyheden om advokatrapporten var Finans i kontakt med Lars Windfeld, der dog ikke havde yderligere kommentarer, end hvad han udtalte tilbage i maj, hvor Titus Olie og Gas gik konkurs.

»De fleste investorer ved godt, at når der er udsigt til et højt afkast, er der også en vis risiko forbundet med det. Hvis vi har haft projekter med lav risiko, er det i forhold til den risiko, som normalt er ved investeringer i olie og naturgas og selvfølgelig ikke for investeringer generelt,« sagde han.

Men har Titus været gode nok til at beskrive det i jeres prospekter?

»Vi har været åbne om vores forretningsmodel og haft rådgivere inde omkring det hele. Samtidig har vi haft over 200 investorer med til Texas for at møde vores operatører, som har fortalt om deres forretningsmodeller og investeringer i olie- og naturgasindustrien. Derfor mener vi heller ikke, at vores materiale eller information har været misvisende. Om ledelsen så kan drages til ansvar for, at vi er ramt af coronakrisen, tvivler jeg på.«

Der er blandt investorer mistillid til, at alt er foregået, som det skal i Titus. Hvad siger du til den bekymring?

»Vi har haft anerkendte statsautoriserede revisorer og advokater til at kigge vores ting igennem. Hvis der var foregået ting, som ikke tålte dagens lys, tror jeg nok, at de havde råbt op,« lød det fra Lars Windfeld.

De forhold, som ”Foreningen af kritiske Titus-investorer” mener både er strafbare og vil have Titus-ledelsen holdt ansvarlig for, ligger alle i perioden frem til 2020. Ifølge foreningen er der således ingen sammenhæng med den turbulens, der er opstået på oliemarkedet som følge af coronakrisen.

Kollapset i olieprisen er ellers fremhævet af Lars Windfeld som hovedårsagen til konkursen i Titus Olie og Gas.

Læs også