Fortsæt til indhold

Beirholms Væverier har fået mindste overskud i nyere tid

Familievirksomheden blev stiftet i 1870 og leverer tekstil til blandt andet hotel- og restaurationsbranchen.

Beirholms Væverier er ejet af familien Beirholm. Her ses ægteparret Kamma og Peter Beirholm. Sidstnævnte er femte generation i familievirksomheden og besidder direktørposten. Foto: Beirholms Væverier
Erhverv

Familievirksomheden Beirholms Væverier blev stiftet i 1870 og har derfor vævet stof gennem blandt andet to verdenskrige.

Og så kom coronakrisen, der endte med at volde nogle halvstore problemer for familiefortagendets femte generation i form af Peter Beirholm, der i dag besidder direktionsposten.

Regnskabet for 2019/2020 viser nemlig det laveste overskud i nyere tid for virksomheden, der blandt udvikler og producerer håndklæder, sengetøj, servietter og duge til leasingvirksomheder, som lejer tekstilerne ud til eksempelvis hoteller og restauranter.

Overskudet lød på 590.000 kr., og til sammenligning har væverierne i de seneste fire år leveret overskud på over 20 mio. kr. om året.

Efter årtusindeskiftet har indtjeningen i Beirholms Væverier aldrig været så langt nede.

Ifølge regnskabet har hotel- og restaurant-segmentet historisk set genereret omkring 65 pct. af omsætningen i virksomheden, mens sygehusvæsenet har stået for ca.35 pct.

Den samlede omsætning endte i det forgangne regnskabsår på 241 mio. kr., hvilket var lidt over 80 mio. kr. lavere end sidste år.

»Covid-19-situationen har haft en stor og ugunstig effekt på hotellernes og restauranternes omsætning, hvilket har resulteret i et fald i behovet for tekstiler,« skriver ledelsen, der forventer, at behovet for tekstiler hos dette segment vil stige, når en vaccine for alvor sætter ind.

»Det er vores mål at dukke styrkede op fra krisen, og vi har derfor defineret de mest vigtige områder, som vi vil udvikle under corona-perioden,« skriver ledelsen.

Egenkapitalen i den 150 år gamle familievirksomhed lyder nu på 78 mio. kr., hvilket er knap 60 mio. kr. mindre, end hvad der stod i forrige regnskab for virksomheden, som Peter Beirholm overtog styringen af i 1987.

Artiklens emner
Beirholms Væverier
Kamma Beirholm