Kristian Cetti Svenningsen og Jimmy Mortensen startede Efuma, der i dag tjener millioner på at sælge e-cigaretter
Kristian Cetti Svenningsen og Jimmy Mortensen står bag virksomheden Efuma, der tjener millioner på e-cigaretter.
Makkerparret Kristian Cetti Svenningsen og Jimmy Mortensen faldt helt tilfældigt over det, der i dag har udviklet sig til en millionforretning for dem. For syv år siden startede de virksomheden Efuma, der sælger e-cigaretter, og siden da har overskuddet i virksomheden samlet rundet 48 mio. kr.
»Det var egentlig bare en hobby. Det skulle bare være ved siden af vores egne jobs, så det måske kunne give til en rejse eller to. Men det tog lige pludselig fart,« siger Kristian Cetti Svenningsen.
Det seneste regnskab for regnskabsåret 2019/2020 viser et resultat efter skat på 6,9 mio. kr. Resultatet er dog trukket ned af større investeringer, som bl.a. skal være med til at sikre væksten i de kommende år. En vækst, der i 2019 gjorde Efuma til en gazellevirksomhed hos Børsen efter en vækst over fire år på mere end 2.000 pct.
I 2013 skød Kristian Cetti Svenningsen og Jimmy Mortensen hver 50.000 kr. i virksomheden. Det meste af overskuddet er blevet geninvesteret, og det seneste regnskab viser en egenkapital på 36 mio. kr.
Vejen til millionforretningen begyndte i en dartklub, hvor Kristian Cetti Svenningsen og Jimmy Mortensen snakkede med en ven, der allerede var i branchen. Han solgte e-cigaretter direkte til den enkelte kunde, men han havde fået flere henvendelser om salg til andre forretninger. Altså det, der går under navnet B2B.
»Han havde bare ikke selv tid til det, så det var egentlig sådan, at vi kom i gang. Vi havde begge fuldtidsjobs ved siden af i de første tre år,« siger Kristian Cetti Svenningsen, der forklarer, at hverken han eller Jimmy Mortensen tidligere har beskæftiget sig med e-cigaretter eller almindelig tobak.
»Vi kastede os bare ud i det. Der er ikke nogen af os, der bruger det. Vi har prøvet det for at se, hvad det er, men det er ikke noget, vi er begyndt på,« siger Kristian Cetti Svenningsen.
Efuma har i dag sit hovedkontor i Hvidovre, og virksomheden har 45 ansatte. Seks af de ansatte har alene til opgave at håndtere diverse registreringer, tests og lovgivningen på området. Registreringen af hvert eneste produkt koster 37.000 kr., oplyser Kristian Cetti Svenningsen.
Det seneste år har Efuma også haft en kemiker ansat til at tjekke og kontrollere, hvad der er i de væsker, som Efuma sælger.
»Da vi startede, lavede Jimmy og jeg en aftale om, at vi ville gøre alt lovligt. Det var det vilde vesten dengang. Vi har med kemikeren bygget oven på loven, for vi vil vide, hvad der er i væskerne,« siger Kristian Cetti Svenningsen.
Det seneste regnskab viser, at virksomheden har investeret mere end 6 mio. kr. i lagermaskiner og pakketransportbånd. Det er bl.a. sket i for at opfylde ambitionen om at blive én af de største spillere på markedet i Europa.
»Vi har ansatte rundt i hele Europa, hvor vi vil se, om vi igen kan blive en vækstvirksomhed. Derudover har vi en masse nye produkter på vej,« siger Kristian Cetti Svenningsen.

