Vrooom: Klassiske "døde" luksusbiler bliver genoplivet
Tre kendte bilmærker fra historiens kirkegård er på vej tilbage på vejene og til velhavende købere.
Hvis man gransker sin bilhjerne, kan det være, at hedengangne mærker som Delage, Hispano-Suiza eller De Tomaso dukker op.
Produktionen blev egentlig indstillet for mange år siden, men nu er de på vej tilbage. Nye selskaber vil investere i en begrænset produktion, og der er tilsyneladende købere.
Forsøget med at genoplive gamle luksusmærker er blevet gjort tidligere, men det er risky business.
Et af de succesrige genkomne mærker er Bugatti. I andet forsøg i 1998 lykkedes det at holde liv i Bugatti, og dengang stod verdens største bilproducent VW bag, skriver CNNBusiness.
Det franske mærke Delage er på vej tilbage med opbakning fra den pengestærke franske forretningsmand Bernard Tapie.
Delage blev etableret i 1905, men indstillede produktionen i årene efter Anden Verdenskrig. For et par år siden sikrede Bernard Tapie sig rettighederne fra en gruppe bilentusiaster, som kalder sig ”Venner af Delage”.
I september 2022 forventes det, at køberne til Delage D12 kan få deres biler leveret. Prisen begynder ved 2,3 mio. dollars eller ca. 14 mio. kr.
Til gengæld får man en bil, der ”skal minde om køreoplevelsen i en Formel 1”. Der bliver produceret 30 eksemplarer.
Et andet mærke under genoplivning er Hispano-Suiza, der blev stiftet i 1904 i Spanien af schweizeren Marc Birkigt. Selskabet blev mere og mere en leverandør til flyindustrien, og bilmærket forsvandt fra landevejene.
Hispano-Suiza blev forsøgt genoplivet i 2010, men en egentlig produktion kom aldrig i gang. Ved Geneves Auto Show i 2019 blev bilen Hispano-Suiza Carmen, der er en elektrisk bil, præsenteret for offentligheden.
Hispano-Suiza planlægger at producere to versioner af den elektriske superbil. En Carmen med 1.006 hestekræfter og Carmen Boulogne med 1.100 hestekræfter.
Priserne for en Hispano-Suiza Carmen vil starte på enten 1,5 eller 1,8 mio. dollars. Indtil videre er det solgt to biler, og de er ved at blive produceret.
Selskabet forventer at fremstille 19 Carmens og 5 Carmen Boulogne. Den sidste model med en pris på mellem 1,65 og 2 mio. dollars.
Endelig er der mærket De Tomaso, der blev stiftet i Modena i Italien i 1959 af den argentinske racerkører Alejandro de Tomaso.
Oprindeligt byggede selskabet racerbiller, men er bedst kendt for superbiler som Mangusta og Pantera. Ford var hovedaktionær, men De Tomaso stoppede produktionen i 2004.
I 2014 blev selskabet købt af en gruppe investorer i Hongkong - Ideal TeamVentures - og de planlægger at producerer biler til lidt over 1 mio. dollars stykket.
Det bliver den nye De Tomaso P72, som er benzindrevet og med mellem 700 og 750 HK.
Bilerne forventes sat i produktion i slutningen af 2022.


