Erhverv
BREAKING

Jacob Aarup-Andersen præsenterer ny strategi for ISS: Mere af det samme, men med færre kunder og lande

Frasælger omsætning for 4 mia. kr. og skærper interessen for særlige kundesegmenter.

Koncernchef Jacob Aarup-Andersen har fremlagt sin strategi og retning for servicekoncernen ISS under overskriften "Strategy Refresh".

Koncernchef Jacob Aarup-Andersen har fremlagt sin første strategiplan, siden han overtog styrepinden i ISS.

Med strategien ”OneISS” eller ”Strategy Refresh” skal lønsomheden sættes i vejret hurtigt. Det skal blandt andet ske ved, at frasælge omsætning for 4 mia. kr. i lande, hvor man ikke forventer en høj nok indtjening.

De tidligere finansielle mål er blevet erstattet med et egentligt ”turn around” mål, som skal sikre en driftsmarginal på over 4 pct., når man rammer 2023. Gælden skal reduceres og der skal ske en markant forbedring af de frie pengestrømme, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse fra ISS.

»På det seneste har vores måde at drive forretningen på og de økonomiske præstationer ikke været, hvor de skal være. Den strategi, vi lancerer i dag - OneISS - skaber et stærkere, enklere og tættere-på-kunderne ISS,« siger Jacob Aarup-Andersen.

ISS vil blandt andet igangsætte et besparelsesprogram med et mål på 150 mio. kr., der skal vise sig gradvist i 2021 og 2022.

Frasalget af de 4 mia. kr. i omsætning vil ske ved salg af forretningerne i Portugal, Rusland, Taiwan og udvalgte ikke-kerneforretninger andre steder, skriver ISS.

Desuden skal den bedste måde - best practices - at drive forretning på ensartes og implementeres i hele verden. Det skal til dels ske ved investeringer i IT, hvilket skal gøre ”ISS til teknologisk leder” på sit område.

Det var ventet, at ISS ville koncentrere sig om færre, men større kunder og foretage et exit i flere lande. Samtidig med at koncernen skal ud af dårlige kontrakter med lav eller negativ indtjening.

»Jacob Aarup-Andersen gør bordet rent, mens han kommer hele vejen rundt. Strategi refresh er en omgang meget forsigtige udmeldinger, som mest af alt vil blive opfattet som en genstart og et udgangspunkt, hvorfra ISS kan opjustere og overraske positivt. Forsigtig og basis for opjusteringer eller uambitiøst? Det afhænger af øjnene som ser det og troen på topchefens evner,« lyder det i en kommentar fra investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

På ledelsesplan ændrer ISS sin organisation og styrker den øverste ledelse også kaldet Executive Group Management.

Kasper Fangel er blevet udpeget til ny koncernfinansdirektør og Pierre-Francios Riolacci bliver chef for ISS Europe. Sammen med Jacob Aarup-Andersen bliver de tre den egentlige ledelse hos ISS.

»Strategiplanen repræsenterer starten på en ny rejse med et genfokuseret ISS, der uden svinkeærinder skal føre planen ud i livet og levere med afsæt i koncernens globale styrker. Det er en strategi, der hjælper os med at nå vores mål: At forbinde mennesker og lande for at få verden til at fungere bedre,« siger Jacob Aarup-Andersen.

Samtidig med strategiplanen har ISS offentliggjort sine forventninger til 2021:

Der skal være en positiv organisk vækst, en rapporteret driftsmarginal på over 2 pct. og et positivt cash-flow.

Mere detaljerede finansielle mål vil blive meldt ud i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten for 2020 i februar næste år.

BRANCHENYT
Læs også