Fortsæt til indhold

B&O opjusterer de finansielle forventninger for året

B&O løfter sløret for foreløbige tal og åbner nu op for at nå et positivt driftsresultat.

Erhverv

Det er ikke meget, der er gået B&O’s vej i de senere år, men pandemien har tvunget folk inden døre, og det har øget efterspørgslen på lyd- og tv-produkter, hvilket nu kaster en opjustering af sig.

B&O opjusterer forventningerne til driftsresultatet (ebit) i regnskabsåret 2020/2021 til et sted mellem minus 50 og plus 25 mio. kr.

Tidligere var forventningen et tab på 100 mio. kr. Fremgangen skyldes, at salget i B&O’s regnskabmæssige første halvår er gået væsentligt bedre end i samme periode sidste år, og derfor løftes salgsforventningerne til hele året.

Ligesom der er et stort spænd i forventningerne til driftsresultatet, har B&O også begrænset sigtbarhed i forhold til, hvordan omsætningen kommer til at lande. Den ventes dog at stige markant i forhold til de tidligere forventninger. B&O regner nu med en omsætning i 2020/2021 på 2,3-2,5 mio kr. mod tidligere 2,2 mio. kr.

»Den finansielle performance i første halvår har været bedre end forventet som følge af en stærk strategieksekvering, syv succesfulde produktlanceringer og højere efterspørgsel på TV og lydprodukter til hjemmet. Øget global efterspørgsel på forbrugerelektronik og knaphed på visse komponenter påvirkede produktleverancer og resulterede i højere omkostninger,« skriver B&O i en meddelelse.

Opjusteringen af forventningerne følger et første halvår for B&O, hvor omsætningen steg 11 pct. i lokal valuta, og driftsresultatet landede på minus 11 mio. kr.

I foråret måtte B&O have hatten i hånden og bede aktionærerne om næsten 400 mio. kr. ved at sælge aktier på et tidspunkt, hvor kursen var bombet godt ned. Men modsat hvad mange måske havde ventet i foråret, så har boligmarkedet - og nærmest alt der vedfører indretning i hjemmet - klaret sig flyvende i 2020, og det har også smittet af på B&O. Selskabet skriver, at de frie pengestrømme i andet halvår påvirkes negativt af »den forventede opskalering af produktionen for at imødekomme efterspørgslen.«

»På grund af de løbende implikationer af COVID-19-pandemien er forventningerne fortsat forbundet med en høj grad af usikkerhed,« skirver selskabet.

Artiklens emner
Bang & Olufsen