Erhverv

Solcelle slår verdensrekord: »En lille milepæl«

Det er godt forskningsstudie, men der er stadig lang vej igen til, at solcellen kan bruges i praksis, lyder det fra flere forskere.

I dag fylder de traditionelle silicium-baserede solceller mest i solcellebilledet, men solceller baseret på både silicium og perovskit udvikler sig med en utrolig hastighed. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Det er de færreste, der kan bryste sig med, at de har slået en ”verdensrekord”. Men ikke desto mindre er det, hvad et tysk forskerhold netop har formået. Det er nemlig lykkedes dem at skabe den – indtil videre – mest effektive perovskit/silicium-solcelle, viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Science. Det skriver Videnskab.dk.

For at slå den lidt atypiske verdensrekord har forskerne konstrueret en mindre solcelle af mineralerne perovskit og silicium.

Solcellen er 1 x 1 cm og kan konvertere knap 30 pct. af Solens stråler til energi, 29,15 pct. for at være helt præcis.

Det er omtrent et procentpoint højere, end hvad der er set tidligere, men dertil kommer, at den nye solcelle er langt mere stabil.

Professor Morten Madsen kalder det en »lille milepæl«, at det nu er lykkedes at hæve energibarren og levetiden på en af de nyere solcelleteknologier, der på blot få år er blevet et varmt emne i forskningsverdenen.

»Det er et godt forskningsstudie, hvor forskerne har tilføjet et ultratyndt lag, som forbedrer effektiviteten og stabiliteten af solcellen. Det er en solcelleteknologi, der er blevet mere effektiv de seneste år, og effektiviteten er nu også noget højere, end hvad de traditionelle silicium-solceller kan tilbyde i maks. effektivitet,« siger Morten Madsen, der er professor MSO og forskningsleder på Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet.

Han har ikke været med i studiet, men har læst det igennem for Videnskab.dk.

Læs også: Dobbeltsidede solceller kan levere 35 procent mere strøm ifølge nyt studie

Når Morten Madsen henviser til de traditionelle solceller, er det dem, der går under navnet silicium-baserede solceller.

De er med længder de mest udbredte, og du ser dem blandt andet på hustage. Disse solceller konverterer op til 20 pct. af Solens stråler til energi, men effektiviteten ser ikke ud til at kunne komme meget højere op, ifølge forskerne, som Videnskab.dk har talt med. Det er her, de nye typer solceller kommer ind i billedet.

Det forholder sig nemlig anderledes med den solcelleteknologi, som det tyske forskerhold i Science-studiet arbejder med – som er af typen perovskit/silicium-solceller.

På blot otte år er det lykkedes forskere rundtom i verden at hæve effektiviteten fra under 10 pct. til nu tæt på 30 procent, hvilket er uden fortilfælde, lyder det fra seniorforsker Jørgen Schou.

»Effektiviteten er ikke steget voldsomt, selv om det er flot, at de er ved at nå 30 pct. Men det, der er rigtig godt gået, er, at den nye solcelle er blevet mere stabil, fordi der er blevet tilføjet ultratyndt kontaktlag. Selv når solcellen har været ude i 300 timer, er effektiviteten kun faldet med 5 pct., og det er en klar forbedring,« siger Jørgen Schou, der er seniorforsker ved Institut for Fotonik på DTU.

Læs også: Grøn energi er en bedre investering end nogensinde

Selv om teknologien viser lovende takter, er der altså et stykke vej, før man kan løfte de nye forskningsresultater ud i store solcelleparker.

»Det nytter ikke noget, at man har en celle, der kun taber 5 pct. på 300 timer, men så falder til 50 pct. i løbet af et år. Det er stadigvæk svagheden, og det har man ikke fået løst med det her arbejde, men det er blevet bedre,« vurderer Jørgen Schou.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

BRANCHENYT
Læs også