Journalisthøjskolen DMJX skal spare millioner
Der skal skæres i budgettet for 2021 på journalisthøjskolen i Aarhus, og afskedigelser bliver svært at undgå, lyder det.
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal skære i budgettet for 2021. Helt præcist skal skolen finde 3,5 mio. kr., der kan spares, og det bliver ikke nemt, fortæller rektor Trine Nielsen.
Det skriver Journalisten.
Det er endnu ikke besluttet, hvordan pengene skal findes, men det er usandsynligt, at de ansatte kan undgå en fyringsrunde.
»Vi vender hver en sten for at finde besparelser. Det kan også være, nogen vil gå på pension eller ned i tid. Det er ikke til at forudse endnu. Men det bliver svært at undgå afskedigelser,« siger Trine Nielsen til mediet.
Nyheden kommer som en ubehagelig overraskelse efter et corona-år, hvor mange ansatte har lagt sig i selen for at få undervisningen til at fungere samtidig med restriktioner, der løbende ændrede sig.
Årsagen til besparelserne er, at skolen har færre studerende end tidligere, efter skolen blev pålagt at neddimensionere antallet af studerende. Det er sket over en årrække, som nu kan mærkes, fortæller rektoren til Journalisten.
Derudover har coronakrisen gjort, at skolen ikke har opnået de forventede indtægter fra efter- og videreuddannelserne.
Trine Nielsen forventer, at sparerunden er gennemført ved udgangen af februar 2021.







