Erhverv

Nye papirer er dukket op i Danmarks største sag om hvidvask

Politiet skal i gang med ny efterforskning i "Operation Greed". To tiltalte har fremlagt 650 nye fakturaer.

Advokat Betina Hald Engmark er forsvarer for en 50-årig mand, der er blandt de tiltalte i sagen om "Operation Greed". Hendes klient har pludseligt fundet cirka 400 fakturaer. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efter flere end 100 retsmøder i danmarkshistoriens største sag om hvidvask skal politiet i gang med ny efterforskning.

Nu gælder det et stort antal dokumenter, som to af de tiltalte godt midtvejs under den enorme sag i Københavns Byret pludselig har fundet frem.

Sagen er blevet efterforsket af politiet under navnet ”Operation Greed”. Tiltalen drejer sig om hvidvask af 530 millioner kroner og om unddragelse af skat og moms for 297 millioner.

Det nye materiale består af cirka 650 fakturaer. De er fremlagt af to af de 17 tiltalte mænd. Fakturaerne er udstedt af to polske selskaber, Manage Group Spolka og Diamonds Trading Sp., til nogle af de selskaber, som er helt centrale i straffesagen.

Men anklagerne har ikke den store fidus til dokumenterne, fremgår det af en retsbog fra Københavns Byret. De har protesteret imod, at papirerne indgår i sagen.

Byretten har dog i en kendelse slået fast, at det ikke på forhånd kan udelukkes, at materialet kan have betydning for den bevisvurdering, som retten skal foretage ved sagens afgørelse. Derfor smides det ikke ud af sagen, sådan som anklagerne har krævet.

Dermed er der sat skub i en ny efterforskning. Der skal indhentes oplysninger fra Polen, betjente skal analysere fakturaerne, og også Skat skal involveres.

Undersøgelserne skal være færdige 15. marts, har byretten bestemt.

De to mænds forsvarere er advokat Betina Hald Engmark og advokat Luise Høj. Ingen af dem ønsker over for Ritzau på nuværende tidspunkt at fortælle, hvordan det er gået til, at fakturaerne på så sent et tidspunkt er dukket op.

I et retsmøde midt i januar skal mændene, hvoraf den ene drev et vekselkontor, afhøres om fremkomsten af materialet.

I forvejen bugner sagen af fakturaer, cirka 5000 i alt.

Den hovedtiltalte i sagen er den 47-årige NA, som nogle har givet øgenavnet ”Kongen”. Han beskyldes for sammen med andre at have drevet en central ved et hotel i Brøndby, hvor det store antal fakturaer blev fabrikeret til firmaer, som havde udført sort arbejde.

NA’s forsvarer er advokat Jakob Arrevad.

- Jeg ville gerne have haft de fakturaer på et tidligere tidspunkt, siger han.

Måske kan papirerne være med til at kaste lys over, hvad der i virkeligheden er sket, mener han.

- Dem, der står bagved, er ikke dem, der sidder tiltalt i retten, siger Arrevad.

Læs også