Fortsæt til indhold

Kina: Regering beordrer censur af Alibaba-sag

Erhverv
/ritzau/FINANS

Den kinesiske regering beordrer mediecensur af en igangsat monopolundersøgelse af den kinesiske teknologigigant Alibaba.

Påbuddet om at begrænse rapporteringen af sagen kommer efter et stigende antal spekulationer om, hvor grundlæggeren, Jack Ma, befinder sig.

Det skriver Financial Times.

Jack Ma, en af Kinas rigeste personer og medstifter af Alibaba, er ikke blevet set offentligt, siden han tilbage i oktober holdt en tale, hvor han fremsatte hård kritik af landets statsejede banker og finansielle regulatorer.

Efter udtalelserne fra Jack Ma har de kinesiske myndigheder ifølge avisen gjort alt, hvad der står i deres magt, for at ramme ham.

Regeringen valgte i november at aflyse en planlagt børsnotering af Alibabas tilknyttede selskab, Ant Group, til 37 milliarder dollar, mens de kinesiske konkurrencemyndigheder efterfølgende igangsatte en undersøgelse af Alibaba, skriver avisen.

Nu forsøger den kinesiske regering at dække sagens alvor og størrelse ved at forbyde mediedækning af sagerne på de sociale medier.

- I tilfælde af, at en selskabsmeddelelse modsætter sig den officielle holdning, skal den hverken offentliggøres eller deles, lyder de kinesiske retningslinjer ifølge personer der er bekendte med sagen, skriver Financial Times.

Myndighedernes ønske om at udøve kontrol over mediedækningen viser ifølge avisen, at sagen nu er blevet et spørgsmål om nationalpolitisk følsomhed i Kina.

Den stærke politiske indblanding har skabt bekymringer blandt investorer, og Alibabas aktiekurs er faldet med omtrent 30 pct. i ugerne siden afbrydelsen af børsnoteringen, skriver Financial Times.

Artiklens emner
Alibaba Group
Jack Ma